Børnerådet stiller krav om sunde lokalmiljøer

Nakuusas årlige børnetopmøde er blevet afholdt igen i år. I dag overrækker børnene deres seks nye anbefalinger til borgmestrene og naalakkersuisoq for Børn og Unge.
I år er det 14. gang NAKUUSAs børnetopmøde bliver afholdt. Foto © : NAKUUSA
Skrevet af Ivalu Nivi Johansen
18. november 2025 16:30

Efter det årlige børnetopmøde, har børnene en liste af anbefalinger klar, som både kommunerne og naalakkersuisut skal tage på sig.

Til topmødet har 22 børn og unge fra hele landet, samlet i Nuuk for at afholde Børnetopmødet 2025. 

Det skriver Nakuusa i en pressemeddelelse.

- Jeg synes, vi har oplevet et stort engagement fra børnene i år, og det her tema om trygge og sunde lokalmiljøer, som har været temaet i år på børnetopmødet, det har virkeligt ramt noget i dem, fortæller projektleder i Nakuusa, Mie Skou Larsen, til KNR og fortsætter:

- Det har skabt nogle gode snakke og drøftelser blandt børnene med nogle ret konkrete forslag til, hvordan lokalmiljøerne kan blive bedre, sundere og tryggere, siger hun.

Børneråddet er i fællesskab kommet med seks forslag til forbedringer, som de mener er nødvendige for at sikre bedre vilkår for alle landets børn.

Tirsdag eftermiddag overrækker børnene de seks nye anbefalinger til kommunernes borgmestre og naalakkersuisoq for Børn og Unge, Mads Pedersen.

Her skal de tre parter sammen skrive under på anbefalingerne.

Lyt til os

I Nakuusa er det deres mål, at børnene tør og lærer at have en holdning og mening.

- Det giver dem mere selvtillid og mod til at sige deres mening igen, hvis de bliver spurgt. Vi kan mærke, at det får børnene til at vokse – og til at blive nogle af de børn, der skal være med til at forme fremtiden og blive demokratiske borgere., fortæller projektlederen.

Hun fortæller, at vi skal huske at spørge børnene om deres holdning, fordi de har ret til være med til at bestemme, hvordan samfundet skal se ud.

- Det, at vi spørger børnene, det gør jo, at de oplever, at vi som voksne tager deres meninger og holdninger alvorligt, og børn har faktisk, ifølge børnekonventionen, ifølge børns rettigheder ret til at blive hørt, og vi kan mærke, når vi tager den rettighed alvorligt, jamen så lever de faktisk op til det ansvar, der hører med, siger Mie Skou Larsen.

Rene og trygge steder at være, flere steder at være, flere aktiviteter, alkoholens vanskelige effekter og mere respekt til børn, er nogle af de ting, som børneråddet trækker op på bordet.

- I år har temaet om sunde lokalmiljøer skabt snakke om både alkohol og fritidsaktiviteter. Det har været et lidt bredere tema, men det har også givet børnene mulighed for at fortælle mere bredt, hvordan de mener, vi kan få bedre, sundere og mere børnevenlige byer rundt om i landet, afslutter Mie Skou Larsen. 

Her kan du se Børnerådets anbefalinger for 2025:

1. Gode og trygge steder for børn og unge

  • Mange klubber og haller er gamle og nedslidte. Vi ønsker nye og pæne ungevenlige steder, hvor alle børn føler sig velkomne. Vi har behov for, at kunne mødes, lave aktiviteter og have det sjovt sammen.
  • Der skal være plads til sport, musik, kreativitet og fællesskab.

2. Et rent og trygt lokalmiljø

  • Vi er kede af alt det skrald, der ligger rundt omkring. Vi ønsker rene og pæne byer og bygder, hvor vi kan føle os trygge og stolte af, hvor vi bor.

3. Alkohol skaber utryghed

Mange børn har det svært på grund af alkohol:

  • Utryghed i hjemmet er et stort problem. Børn, der ikke har det godt derhjemme på grund af alkohol, skal hurtigt kunne få hjælp uden at skulle henvende sig mange steder. Der skal være ét trygt sted, hvor man hurtigt kan få hjælp, For eksempel gennem tryghedspatruljer.
  • Det skaber utryghed, når vi møder fulde voksne foran eller inde i butikker. Vi ønsker, at alkohol kun sælges i særlige butikker, hvor børn og unge ikke kommer.
  • Mange unge begynder at drikke, ryge, sniffe eller ryge hash, fordi de keder sig eller mangler støtte. Vi har brug for flere aktiviteter og fællesskaber, så vi har noget godt at være en del af.

4. Hjælp og respekt til alle

  • Nogle børn føler sig overset og ikke anerkendt. Støt børn med forskellige udfordringer med at imødekomme deres behov for at lytte til og samarbejd om løsninger, så de ikke skal bekymre sig over deres fremtid.

5. Lyt til os - vi er fremtiden

  • Vi ønsker, at vores anbefalinger bliver respekteret og taget alvorligt, for vi ønsker at være med til at forme fremtidens samfund. Politikere og voksne skal mødes med børn og unge mindst en til to gange om året for at høre vores ideer.

6. Sammen står vi stærkere 

  • Vores ideer skal gøre hele samfundet bedre - både byer og bygder - for alle børn og unge. Men det virker kun, hvis vi hjælper hinanden. Vi vil have mere samarbejde på tværs af kommuner, klubber, voksne og børn og unge.
  • Sammen kan vi skabe et stærkere og tryggere samfund for alle børn.

Kilde: https://unicef.gl/da/nakuusa/boernetopmoede/