Ny direktør i Nalik Ventures

Efter flere år i ledelsen og to perioder som konstitueret direktør overtager CFO Peter Christiansen nu den øverste post i Nalik Ventures, hvor fokus bliver at styrke investeringer i turisme- og oplevelsesbranchen.
Peter Christiansen (th) er ny direktør i Nalik Ventures. Beslutningen blev truffet af en enstemmig bestyrelse. Her ses han med bestyrelsesformand Miki Lynge (tv). Foto © : Nalik Ventures
18. november 2025 11:05

Peter Christiansen er ny administrerende direktør i Nalik Ventures. Det oplyser selvstyreselskabet i en pressemeddelelse.

Hentet inde for egne rækker, kommer Peter Christiansen ikke uprøvet til posten. Ad to omgange har han fungeret som konstitueret direktør og siden 2022 som CFO i selskabet. 

Med et indgående kendskab til selskabet og dets rolle i Grønlands erhvervsliv, er Peter Christiansen derfor nu klar til at påtage sig den fulde ledelesesrolle, skriver Nalik Ventures.

- Peter har i flere år været en vigtig del af vores organisation, og vi har stor tillid til, at han er den rette til at føre Nalik Ventures videre i en tid, hvor konkrete investeringer og udvikling skal styrkes. Han har både det strategiske overblik og den lokale forankring, som opgaven kræver, siger bestyrelsesformand Miki Lynge. 

Skal opbygge turisme- og oplevelsesbranchen

Ifølge Nalik Ventures kommer udnævnelsen på et tidspunkt hvor der brug for konkret handling og opbygning af kapacitet i turisme- og oplevelsesbranchen. 

Det næste kapital hos Nalik Ventures bliver derfor at styrke rammerne for vækst og tiltrække investeringer, der kan understøtte den nye udvikling. Hvad end det gælder bådoperatører og camps, eller større projekter inden for hotelbranchen og infrastruktur.

- Nalik Ventures skal være stedet, hvor det ikke kun handler om at give støtte eller lån – men hvor idéer bliver til virkelighed. Idéer, der kan skabe konkret og lokal forandring og være med til at styrke erhvervslivet dér, hvor potentialet er størst, siger Peter Christiansen.

Vækst skal styrkes i hele landet

For den nyudnævnte direktør er det vigtigt, at der både er plads til den enkelte iværksætter og de større ambitioner. 

Gennem konkrete initiativer og projekter arbejder Nalik Ventures derfor for at gøre det lettere at starte virksomhed og samtidig danne et stærkere beslutningsgrundlag for store investeringer. 

- Vi vil være til stede og vil være med til at styrke erhvervslivet, som skal skabe arbejdspladser – med fokus på de steder, hvor der er potentiale, og ikke kun i de større byer, siger Peter Christiansen.