'Det er skræmmende': Kræft koster flere liv i Grønland

Ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser, at kræft koster flere liv i Grønland end i de andre nordiske lande. Det vil nyt rådgivningshus ‘Kræftpatienternes Hus’ i Nuuk være med til at ændre.
Kræftpatienternes Hus i Nuuk Foto © : KNR
Skrevet af Anne Sofie Porsmose
15. november 2026 09:04

Der er lunt og varmt i det store moderne ‘Kræftpatienternes Hus’ i Nuuk, der åbnede for en måned siden. 

Kaffemaskinen brummer i køkkenet, der er placeret langs væggen i det første store rum, man træder ind i.  

Her står også et langt spisebord, en behagelig mørkegrøn sofa og flere matchende bløde lænestole. Husets hjerte, bliver det også kaldt blandt de ansatte. 

For enden af en gang finder man et andet stort rum. Et kombineret motion – og oplægsrum. På væggen hænger en lyserød plakat. 

‘STOP KRÆFTEN – det rammer os alle!’, står der på den. 

Og mange kender med stor sandsynlighed en, der enten er ramt af kræft, eller måske har man selv været ramt.  

Hvert år får omkring 250 mennesker i Grønland en kræftdiagnose. Men selvom risikoen for at få kræft i Grønland ikke er væsentlige højere end i de andre nordiske lande, er der til gengæld en større risiko for at dø af kræft i Grønland end i de øvrige lande. Det viser en ny rapport lavet af Kræftens Bekæmpelse. 

- Det er skræmmende. Vi håber, at dødsraten vil falde, lyder det fra direktør i Neriuffiit Kattuffiat Ivalo Heilmann, da KNR møder hende i det nye rådgivningshus. 

Ansatte i Kræftpatienternes Hus, Maannguaq H. Berthelsen (th), Louise Markussen, Ivalo Heilmann (tv).
Ansatte i Kræftpatienternes Hus, Maannguaq H. Berthelsen (th), Louise Markussen, Ivalo Heilmann (tv) Foto © : KNR

Stigning i antal personer, der henvender sig

Det nye rådgivningshus er for alle i Grønland. Ikke kun for patienter og pårørende i Nuuk. Det understreger Ivalo Heilmann. 

Og rådgivningshuset oplever da også lige nu en stigning i antal personer, der henvender sig: 

- Der er flere og flere, der får øjnene op for stedet her, og vores arbejdstelefoner ringer uafbrudt. Der er også flere, der kommer forbi, og vi har nogle, der også kommer her fast, fortæller Ivalo Heilmann, og fortsætter: 

- Der er stor efterspørgsel, så vores mål er, at huset hele tiden skal kunne være i brug. 

Hun forklarer samtidig, at mange af dem, som personalet løbende taler med, ofte fortæller, at de føler sig ensomme og alene, hvilket det nye rådgivningshus vil være med til at ændre: 

- Når man er meget alene, så har man ofte mange tanker, hvor man måske mister håbet og troen på, at det hele nok skal gå. Man frygter de negative svar. Men det håber vi at kunne ændre med det fællesskab her, hvor man blandt andet kan få rådgivning, både her og telefonisk, komme og snakke, dyrke yoga, strikke eller lave mad sammen. 

Opholdsrum i Kræftpatienternes Hus Foto © : KNR

Lige nu arbejder Neriuffiit Kattuffiat - Kræftens Bekæmpelse i Grønland - også på at styrke lokalforeningerne i hele Grønland. Her er drømmen at lave flere rådgivningssteder, hvor folk kan henvende sig. 

Brug for mere viden 

KNR har ikke været i det nye rådgivningshus særlig længe, før Ivalo Heilmanns telefon ringer. 

Hun understreger, at hun nødt til at tage den, for hun ved aldrig, hvem der forsøger at få fat i hende, og for hende er alle opkald vigtige. Det gælder liv. 

Hun, og de andre ansatte, står altid klar til at rådgive de mange personer, der henvender sig. Enten i huset eller over telefonen. 

Hun oplever nemlig, at der mangler viden på kræftområdet og i forhold til sundhedssystemet: 

- Der er flere og flere, der ringer eller kommer og spørger om, “hvad kan jeg gøre, og hvad skal jeg gøre?”. Der er mange, der har svært ved at navigere i sundhedssystemet, og som ikke har styr på deres egne rettigheder, forklarer hun. 

Og her håber hun, at det nye rådgivningshus kan være med til at gøre en forskel, og måske være med til at ændre de skræmmende tal, som rapporten fra Kræftens Bekæmpelse viser. 

Risiko for at dø af kræft før 75-årsalderen i de nordiske lande. Statistikken bygger på data fra 2000 til 2024. Foto © : NORDCAN/Kræftens Bekæmpelse

Som Ivalo Heilmann også fortæller, kan cirka 4 ud af 10 kræfttilfælde forebygges, og derfor er rådgivningen utrolig vigtig, også bare hvis man har en mistanke om kræft. 

Og noget af det, rapporten netop peger på, som årsag til at mange mister livet til kræft i Grønland, er, at kræften først bliver opdaget for sent, når kræften allerede er fremskreden.

Ifølge Ivalo Heilmann er noget af det, som de i huset også rådgiver om, og som forhåbentlig kan være med til at ændre statistikken, er, hvordan man som borger skal møde sundhedsvæsenet:  

- I Grønland har vi en tendens til, at vi ikke siger, hvordan vi har det, når vi tager til lægen. Man håber på, at lægen spørger om de rigtige ting, og så svarer man bare i korte sætninger. Og her kan man blive misforstået. Vi skal være bedre til at tage til lægen og sige mere detaljeret med ord, hvordan vi har det, og hvor vi har ondt. 

Flere forskellige udfordringer 

Landslæge i Grønland Paneeraq Noahsen mener også, at rapporten er bekymrende, men desværre ikke overraskende: 

- Det er især bekymrende, da vi ikke har en tilsvarende højere forekomst af kræft, men alligevel har en væsentligt højere dødelighed, fortæller hun i et skriftligt svar. 

Hun peger på, at der er forhold omkring både risikofaktorer, sygdomsmønstre, diagnostik og behandling, som vi er nødt til at se nærmere på, og som lige nu er en udfordring: 

- Vi ser patientforløb, hvor der går lang tid fra de første symptomer, til diagnosen bliver stillet. Derudover kan hyppig udskiftning af sundhedspersonale og manglende kontinuitet betyde, at symptomer ikke bliver fulgt tilstrækkeligt op. Dertil kommer sproglige udfordringer og de store geografiske afstande, som kan gøre udredningen mere kompliceret. Jo senere kræft opdages, desto færre behandlingsmuligheder vil der ofte være.

Landslæge i Grønland Paneeraq Noahsen Foto © : KNR

Lige nu er de hyppigste årsager til kræft i Grønland rygning, alkohol og overvægt, hvilket Paneeraq Noahsen understreger er risikofaktorer, som er udbredte i den grønlandske befolkning. 

Derfor mener hun også, at der er behov for en styrket forbyggende indsats mod lige netop de faktorer. 

- Vi er nødt til at prioritere forebyggelse langt højere, end vi gør i dag. Det kræver politisk vilje til at arbejde med strukturel forebyggelse, hvor vi gennem lovgivning og andre samfundsmæssige tiltag skaber rammer, der gør det lettere at leve sundt og mindske befolkningens udsættelse for kendte risikofaktorer. 

Paneeraq Noahsen håber selvfølgelig på, at kræftdødeligheden på sigt vil komme ned på niveau med de andre nordiske lande, men ved at det vil tage tid.