Ny aftale mellem naalakkersuisut og partier: Disse fire virksomheder bliver snart til to
Der skal arbejdes og analyseres for at fire selvstyreejede aktieselskaber fremover skal fusioneres til to.
Sådan lyder meldingen fra naalakkersuisut og fire forligspartier i den nye aftale om ejerskabspolitik for de selvstyreejede aktiselskaber.
Det drejer sig ifølge aftalen om virksomhederne INI A/S og Illuut A/S, som parterne er enige om, at der konkret skal arbejdes for en sammenlægning af.
Herudover skal Royal Arctic Line A/S og Sikuki Nuuk Harbour A/S fremover også sammenlægges ud fra 'en konkret analyse af de enkelte selskabers kerneopgaver og øvrige aktuelle forhold'.
Men selvom de fire virksomheder forinden fusionerne skal være genstande for analyser, så forklarer administerende direktør for Illuut A/S Torben Pauls, at man først har hørt om sammenlægningen ved tirsdagens pressemøde:
- Vi har ikke hørt om det før nu. Vi fik en mail et kvarter inden pressemødet.
Hvad tænker I om det?
- Det tænker vi ikke noget om. Jeg tænker, at politikere gerne vil have fred til at lave deres politik. Det ser jeg ikke noget underligt i.
Hvad kommer det til at betyde? Vil I blive opslugt eller lignende?
- Det har jeg ingen viden om på nogen måder. Jeg har ingen viden om, hvordan man tænker, at det skulle foregå, eller hvad man konkret overvejer. Der står jo, at man vil lave en konkret analyse. Vi har ikke været medvirkende til nogen analyse. Vi er i hvert fald ikke blevet spurgt på nogen måder, siger han til KNR.
Illuut arbejder loyalt
Torben Pauls tror dog, at sammenlægningen af Illuut A/S og INI A/S er et led i den overordnede boligpolitik, naalakkersuisut ønsker at føre.
- Vi arbejder jo efter den strategi, som vores bestyrelse har stukket ud, og denne er selvfølgelig lavet ud fra, hvad ejeren mener. Det er jo ejeren, som udpeger bestyrelsen. Hvis der kommer en ny strategi, som siger, at vi skal fusioneres, så arbejder vi selvfølgelig loyalt for det, siger Torben Pauls til KNR.
Administrerende direktør for Illuut A/S Torben Pauls vil ikke blande sig i, om fusioneringen af de to virksomheder vil være en fordel eller ulempe for Illuut A/S.
- Jeg kan selvfølgelig gå ind og se de offentlige tal for drift i INI A/S og tænke, at vi er udmærket med. Vi har en effektiv drift af vores boliger her i Illuut A/S.
Set i sammenligning med INI A/S?
- Ja, det mener jeg, vi har. Men det er selvfølgelig svært at sammenligne.
I aftalen skriver forligsparterne:
- Såfremt samfundsudviklingen gør, at selskabets overordnede formål eller dele af forretningen ikke længere er samfundsrelevant eller en politisk beslutning, kan der iværksættes flere initiativer på baggrund af en analyse af det konkrete selskabs situation.
Ifølge aftalen kan disse initiativer være likvidering, fusion med et andet selskab, privatisering eller en vurdering af servicekontrakterne i selskabet.
Naalakkersuisut og de øvrige forligspartier oplyser ikke specifikt, hvorfor de fire virksomheder skal fusioneres.
KNR har forsøgt at få en kommentar fra de tre øvrige virksomheder. Royal Arctic Line A/S og Sikuki Nuuk Harbour A/S ønsker ikke at kommentere. INI A/S er ikke vendt tilbage.