Direktør for Great Greenland: Vi har ikke hyret Jim Lyngvild
Great Greenland er den seneste uge havnet midt i en heftig debat, fordi den danske designer Jim Lyngvild bruger sælskind fra virksomheden i en fotoserie og en kommende kunstudstilling.
Debatten går især på, om en udefrakommende dansk kunstner må portrættere grønlandsk kultur.
Great Greenlands direktør Preben Møller er overrasket over, at Jim Lyngvilds sælskindsbilleder har sat så mange sind i kog.
- Det, at vi har doneret nogle skind, og at det så i gåseøjne skal gå ud over os, havde jeg ikke regnet med, siger Preben Møller til KNR.
Seneste udvikling i hele miseren er, at der er blevet sat en underskriftsindsamling i gang, som opfordrer til boykot af produkter fra Great Greenland.
LÆS OGSÅ Da ti grønlandske kunstnere sagde nej, sprang Jim Lyngvild til
- Det, synes jeg ikke, er godt, hvis vi skal tænke på vores fangere. Det er jo deres indtægter, det kommer til at gå ud over i sidste ende, siger Preben Møller.
For ham er det vigtigt at understrege, at det ifølge ham ikke er Great Greenland, der har spurgt Jim Lyngvild om et samarbejde, men omvendt.
- Vi har ikke givet nogen opgave til Jim Lyngvild. Det er ham selv, som privat har opstartet det her, og vi som virksomhed har doneret nogle skind, som han kan bruge til sin fremstilling.
Alle må bruge vores skind
Jim Lyngvilds billeder viser forskellige sælskindskreationer båret af grønlandske modeller, som er fotograferet i naturen.
Men det er problematisk, at en som Jim Lyngvild laver den slags billeder, mener nogle. En af dem er Klaudia Petersen.
- Endnu engang er det en udefrakommende, der skal repræsentere os. 'Se mine vilde dyr, se mine kreationer, mit Grønland og mine grønlændere'. Den måde, han fremviser det på, er som om, vi er hans ejendele, sagde hun til KNR i fredags.
LÆS OGSÅ Ivínguak Stork Høegh om boykot Great Greenland-kampagne: Jeg blev bange
Allerhelst skulle en grønlandsk kunstner have lavet billederne, mener hun:
- Vores kultur og åndelighed er ikke et tag-selv-bord, som bare kan fortolkes, som man vil, sagde Klaudia Petersen.
Preben Møller siger, at han synes, fotoserien er flot, og at han ikke har haft nogen betænkeligheder ved, at Great Greenlands sælskind bliver brugt på den måde.
- Alle er velkomne til at bruge vores skind. Den måde, som Jim har brugt dem på, er op til ham selv. Vi kan jo ikke komme og sige til folk, at de skal bruge de her skind på en bestemt måde. Det kan vi ikke til en udstilling, som er noget enhver kan søge om.
Lyngvild skaber god reklame
Og Great Greenland vil gerne arbejde sammen med grønlandske kunstnere, siger direktøren:
- Nu er det jo kun Jim, der er kommet med det her. Vi har ikke fået nogen forespørgsler fra nogen grønlandske kunstnere, desværre. Hvis en grønlandsk designer eller for den sags skyld en kendt person havde spurgt, så havde vi også sagt ja. Vi har jo doneret flere skind til andre projekter.
Føler I, at I har et ansvar i Great Greenland for at støtte op om design, der udspringer fra Grønland?
- Vi støtter op om grønlandsk design. Hvis der er en designer, der gerne vil have lavet et eller andet ud af sælskind, så siger vi ja til vedkommende, siger Preben Møller.
Fra hans stol kan der dog også komme noget positivt ud af, at Jim Lyngvilds billeder bliver diskuteret vidt og bredt.
- Vi har fået billeder af Jim før i tiden, og vi har mærket, at vores salg er steget. Det er god reklame for os, siger han.