Da ti grønlandske kunstnere sagde nej, sprang Jim Lyngvild til

En gabende tom udstillingskalender på Ilulissat Kunstmuseum åbnede døren for Jim Lyngvild, men først da flere grønlandske kunstnere takkede nej til at udstille.
- Jeg kunne ikke finde nogle grønlandske kunstnere, der kunne udstille med kort tidsfrist. Derfor blev det Jim Lyngvild, siger Mads Mitchell.
21. februar 2022 16:33

Da Mads Mitchell den 16. december 2021 trådte ind ad døren til Ilulissat Kunstmuseum og kastede et blik på den tomme udstillingskalender, vidste han, at de næste måneder vil blive travle.

Han havde dog aldrig forstillet sig, at han to måneder senere vil befinde sig midt i en følsom debat om, hvem der har lov til kunstnerisk at fortolke den grønlandske kultur.

LÆS OGSÅ Fotoserie vækker harme: Jim Lyngvild overvejer at droppe udstilling i Ilulissat

En debat, som den nytiltrådte leder dog ikke fortryder, han var med til at skabe.

- Jeg fortryder på ingen måde, men er ked af, at debatten er blevet så polariseret, lyder det fra Mads Mitchell.

Jagten efter grønlandsk kunst ledte til en omdiskuteret dansker

Ilulissat Kunstmuseum har til huse i den smukke, gamle kolonibestyrerbolig i hjertet af Ilulissat og har i årevis været en institution for moderne grønlandsk kunst.

Sidste år stoppede den tidligere museumsleder, og derfor var museet uden leder i et halvt år indtil, at Mads Mitchell fik stillingen.

LÆS OGSÅ Ivínguak Stork Høegh om boykot Great Greenland-kampagne: Jeg blev bange

Som noget af det første gik han i gang med at finde grønlandske kunstnere, som kunne være interesseret i at udstille på museet, men det viste sig at være en svær opgave.

- Jeg stod med en helt tom udstillingskalender. Jeg har haft kontakt til op til ti grønlandske kunstnere, som jeg gerne vil udstille på museet, men de har ikke haft mulighed for at udstille med så kort varsel, siger Mads Mitchell.

- Så ser jeg på Facebook, at Jim Lyngvild hylder sælskind. Jeg tager fat på ham for at høre, om han vil lave en udstilling. Han elskede ideen og skulle ikke bruge så lang tid til at forberede en udstilling.

Dermed var den tomme udstillingskalender for det første halvår af 2022 reddet, tænkte Mads Mitchell.

Museet i modvind for at udelade grønlandske kunstnere

Mads Mitchells løsning med at bruge Jim Lyngvilds kunst har dog vist sig ikke at være uproblematisk.

Den danske kunstner har nemlig at lave en fotoserie af grønlandsk sælskindsdesign, båret af grønlandske modeller, som er fotograferet i naturen. Modellerne fremstår på flere billeder som dyr, for eksempel er der en, der ligger i vandkanten med sælskindtøj på.

Foto © : Jim Lyngvild

Foto: Jim Lyngvild

Men det faldt ikke i god jord hos alle, at Jim Lyngvild laver den slags billeder. En af dem er Klaudia Petersen.

- Endnu engang er det en udefrakommende, der skal repræsentere os. 'Se mine vilde dyr, se mine kreationer, mit Grønland og mine grønlændere'. Den måde, han fremviser det på, er som om, vi er hans ejendele, sagde hun til KNR i fredags.

Allerhelst skulle en grønlandsk kunstner have lavet billederne, mener hun.

- Vores kultur og åndelighed er ikke et tag-selv-bord, som bare kan fortolkes, som man vil, sagde Klaudia Petersen.

Også på Facebook har Mads Mitchell oplevet, at Ilulissat Kunstmuseum bliver kritiseret for at vælge grønlandske kunstnere fra. En kritik, som han ikke mener er fair. 

- Det er omstændighederne omkring tiden, der gør, at det er blevet sådan. Jim Lyngvild kan hoppe til lige med det samme, og jeg kunne ikke finde nogen grønlandske kunstnere, der havde mulighed for det, siger han.

Fokus på Grønland, men hele verden er velkommen

Af de op mod ti grønlandske kunstnere, som Mads Mitchell har været i kontakt med, er der nu dialog om, at seks af dem skal udstille på museet senere i år.

Faktisk er der allerede forhåndsaftaler med flere kunstnere. 

LÆS OGSÅ Kunstnere om Jim Lyngvilds fotoserie: Det er en sund debat, men vi må være mere åbne

Og strategien er, at langt størstedelen af udstillingerne skal være af grønlandske kunstnere.

- Mit mål er, at vi har 80 procent grønlandske udstillere og 20 procent, som kommer fra udlandet, siger Mads Mitchell.

-Det har altid været en del af museets DNA, at der kan komme kunstnere fra hele verden, som kan lære noget om Grønland og blive inspireret.

Jim Lyngvilds billeder skal finansiere mere grønlandsk kunst

Udstillingen med Jim Lyngvids billeder åbner den 13. marts og kører hen over sommeren.

Det er håbet, at den store debat om billederne vil få de mange turister, som kommer til Ilulissat, til at slå vejen forbi kunstmuseet.

- Vi overvejer at lave en lille ekstra betaling for at se udstillingen, så de penge kan gå til at få fløjet grønlandske kunstnere til Ilulissat, så de kan udstille, siger Mads Mitchell.

På udstillingen med Jim Lyngvilds fotoserie vil også medvirke værker, som er lavet af kunstner Ivínguak Stork Høegh og Dorthea Reimer-Johansen.