Ivínguak Stork Høegh om boykot Great Greenland-kampagne: Jeg blev bange

- Jeg synes ikke, at Jim Lyngvild har gjort noget dårligt overfor os og vores kultur. Han har ret til at lave sin egen kunst og fortolke frit, for kunst kender ingen grænser, siger Ivínguak Stork Høegh.
Ivinguak Stork Høegh er leder af kunstskolen i Nuuk, men hun understreger, at hun udtaler sig som privatperson. Foto © : Privat
Skrevet af Christine Hyldal
21. februar 2022 13:27

I weekenden stemplede Ivínguak Stork Høegh ind i en brændende varm debat på Facebook. Linket til en underskriftindsamling med det formål at boykotte sælskind fra Great Greenland kørte som en løbeild rundt på det sociale medie – og pludselig var der mere end 1.000 underskrifter.

Der blev jeg bange. Det er for meget. Der skal være plads til alles meninger – men den underskriftindsamling er over grænsen, siger Ivinguak Stork Høegh.

Hun er leder af kunstskolen i Nuuk, men hun understreger, at hun udtaler sig som privatperson.

- Det er nogle få personer, der har startet debatten mod billederne og Great Greenland. Holdningen er ikke generel for os alle. Derfor vil jeg ikke blande skolen ind i den, siger hun. 

Balladen om billederne

Og der er tale om en følsom debat. Underskriftindsamlingen er bare den sidste udvikling i en sag, som man næsten skal have været både døv og blind for ikke at have hørt om i sidste uge.

Den danske kunstner Jim Lyngvild har lavet en fotoserie af grønlandsk sælskindsdesign. Billederne er lavet på invitation af Great Greenland og Ilulissat Art Museum og viser sælskindsdesign, båret af grønlandske modeller, som er fotograferet i naturen. Modellerne fremstår på flere billeder som dyr, for eksempel er der en, der ligger i vandkanten med sælskindtøj på.

LÆS OGSÅ Fotoserie vækker harme: Jim Lyngvild overvejer at droppe udstilling i Ilulissat

Og det duer ikke, at en som Jim Lyngvild laver den slags billeder, mener nogle. En af dem er Klaudia Petersen.

Endnu engang er det en udefrakommende, der skal repræsentere os. 'Se mine vilde dyr, se mine kreationer, mit Grønland og mine grønlændere'. Den måde, han fremviser det på, er som om, vi er hans ejendele, sagde hun til KNR i fredags.

Allerhelst skulle en grønlandsk kunstner have lavet billederne, mener hun:

- Vores kultur og åndelighed er ikke et tag-selv-bord, som bare kan fortolkes, som man vil, sagde Klaudia Petersen.

Kunst kender ingen grænser

Og så dukkede underskriftindsamlingen op. Den fik i weekenden en lang række kvinder til at lægge billeder af sig selv iført design i sælskind fra Great Greenland på Facebook. En af dem er Ivínguak Stork Høegh. 

Få mennesker skal ikke generalisere på den måde, siger hun.

Kunst har ikke nationalitet. Vi kan ikke udelukke folk. Og jeg forstår ikke, hvad det er, de mener, Jim Lyngvild ikke forstår. Vi kan ikke udvikle os, hvis vi udelukker alle. Vi ønsker selvstædighed i fremtiden – men hvis vi opfører os på den måde, hvem vil samarbejde med os?

Foto © : Jim Lyngvild

Foto: Jim Lyngvild

 

Jeg synes ikke, at Jim Lyngvild har gjort noget dårligt overfor os og vores kultur. Han har ret til at lave sin egen kunst og fortolke frit, for kunst kender ingen grænser.

Alle må have en mening, men når få mennesker generaliserer på den måde, skal vi passe på. De får folk til at tænke, at vi i Grønland er nationalister og ikke kan lide andre.

Derfor lagde hun et billede af sig på Facebook iført en jakke og en taske i sælskind fra Great Greenland.

- Jeg støtter og respekterer vores fanger og deres familie. Fangerne sælger deres skind til Great Greenland, for det er den måde, de kan tjene penge på skindene. Opslaget er min støtte til fangerne og kunstnerne, siger hun.

I skrivende stund har 1657 skrevet under på, at de vil boykotte Great Greenland.