Håndbold: USA snupper VM-plads foran Grønland
Det grønlandske landshold i håndbold for herrer kommer ikke med til VM i denne ombæring. Grønland mødte USA i finalen i VM-kvalifikationsturneringen, der blev afholdt i Bettendorph i staten Iowa i USA. USA vandt kampen med 32-18 og kvalificerede sig dermed til VM i Tyskland i 2027.
Grønland startede godt i turneringen, hvor de vandt over Canada med 20 mål. Det blev betragtet som en overraskelse efter at Grønland og Canada har spillet meget jævnbyrdig kamp i januar i Paris. Grønland slog også Mexico med 10 mål på vejen til finalen.
Det var på forhånd forventet at lørdagens kamp mod USA ville blive svær. USA har i løbet af flere år fået samlet et stærkt hold i forbindelse med forberedelser til USAs værtskab af sommer OL i 2028.
Fremtidsdrømme
USA var foran med 13-10 i pausen, men trak fra i anden halvleg.
- Vi vidste før kampen at det ville være en overraskelse hvis vi vandt kampen, lyder analysen fra landstræner Johannes Groth overfor KNR.
- Vi forberedte os godt alligevel og troede virkelig på at vi kunne præstere en overraskelse og fik en god start. Spillere fra USA viste også at de har større fysik og kamptræning, siger Johannes Groth.
Han forklarer at hans udtalelse kommer som erkendelse af at grønlandsmesterskab, der afvikles på en uge ikke rækker hvis man har internationale ambitioner. Han kaster også bolden videre til spillere, der ikke vil nøjes med sekundære placeringer ved VM-kvalifikationsturneringer.
- Spillerne har som enkelte personer mulighed for at tænke over deres håndboldmæssige fremtid og selv søge efter udviklingsmuligheder på den fysiske side og prøve andre håndboldmiljøer, siger Johannes Groth.
Flere spillere på tidligere landshold har haft professionel håndboldkarriere udenfor Grønland og nu er Minik Dahl Høegh den eneste udenlandsprofessionelle på landsholdet.
Det er i øvrigt lykkedes for Færøernes herrelandshold at kvalificere sig til VM i Tyskland. Der er lodtrækning til puljer den 10. juni.