Royal Greenland bliver hovedsponsor for håndboldlandshold
Der bliver en del aktiviteter for håndboldlandsholdene den kommende tid i forskellige lande. Det giver synlighed, som den nye hovedsponsor Royal Greenland sætter stor pris på.
Damelandsholdet i håndbold er samlet i Nuuk i disse dage og drager til Paris i oktober for at spille officielle landskampe og spille træningskampe mod franske hold.
Rollemodeller
Spilletrøjer med blandt andet Royal Greenlands navn på bliver pakket på ny i december, hvor damelandsholdet skal spille VM-kvalifikationskampe i Canada. Vinderen af den turnering går videre til VM-slutrunden, hvor hele verden kigger med.
- Vi vil selvfølgelig gerne bakke op om vores landshold og de rollemodeller, som eliteidrætten er med til at skabe, siger Bodil Marie Damgaard, direktør for HR og Kommunikation i Royal Greenland.
- Men det betyder også meget for os, at TAAK har blik for hele håndbolden og de fællesskaber, som sporten skaber for børn og unge rundt omkring i Grønland. Det passer godt sammen med vores ønske om at give tilbage til de samfund, vi er en del af, siger Bodil Marie Damgaard.
Internationalt samarbejde
Håndboldforbundet TAAK har ikke alene fokus på landshold. Der er også sat talentudviklingsarbejde i gang, hvor ungdomslandshold hos drenge og piger også deltager i internationale turneringer
Grønland, Island og Færøerne har også indgået samarbejdsaftale, der sættes stor forventning til udvikling af grønlandsk håndbold.
- Aftalen med Royal Greenland giver os et stærkt fundament for at udvikle grønlandsk håndbold både på og uden for banen, siger formand for TAAK Carsten Olsen.
- Royal Greenland bliver en vigtig partner for vores landshold, men samarbejdet handler også om at skabe bedre rammer for talentudvikling, ungdomshåndbold og de fællesskaber, som håndbolden er med til at skabe rundt omkring i Grønland, siger Carsten Olsen.
Royal Greenland og Air Greenland er nu hovedsponsor for landsholdene i håndbold.