Det sker i Inatsisartut torsdag

Inatsisartut har i dag, torsdag, fire punkter på dagsordenen.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
05. oktober 2017 08:39

Først gælder det et forslag, der skal skabe grundlag for en modernisering og effektivisering af den offentlige betalingsforvaltning, med henblik på at skabe en enkel, effektiv og sammenhængende offentlig sektor.

Dernæst gælder det et forslag om boligfinansiering, der primært sigter på at gøre det nemmere for borgere i hele landet at skaffe financiering til egen bolig.

Forslaget har til formål at forbedre rammerne for opførelse af boliger uden for Nuuk og samtidig igangsætte en normalisering af finansieringen af byggeri af boliger i Nuuk.

Tredje punkt på Inatsisartuts dagsorden i dag, handler også om boliger.

Nemlig installering af individuelle varmemålere i lejligheder i de udlejningsboliger, der modtager varme fra Nukissiorfiit. En rapport fra ingeniørfirmaet Rambøll har udpeget cirka 3.000 lejligheder, der er klar til at få installeret individuelle varmemålere, og lovforslaget skal gøre det muligt at komme i gang med den proces.

Til sidst i dag gælder det nye beskatningsregler for gevinster og tab på aktier og visse værdipapirer. Reglerne skal sikre at kapitalindkomster i højere omfang end i dag inddrages under grønlandsk beskatning på lige fod med andre indkomster.

De nye regler skal træde i kraft fra 1. juli 2019.