FORÅRSSAMLING Demokrater vil have styr på pengene

Demokraterne har særligt fokus på landets økonomi og erhvervet under de kommende måneders Inatsisartut-samling.
Foto © : Andreas Alexander/Arctic Frontiers 2016
08. april 2016 14:13

Der skal styr på finanserne, gang i lufthavnsbyggeriet og fokus på råstofbranchen. Det er hovedpunkterne for Demokraterne for den samling, som i dag, fredag formiddag klokken 10.00, blev ringet i gang.

- Jeg ser med glæde frem til denne forårssamling. Der er nogle gode punkter vi skal have diskuteret igennem, siger medlem af Inatsisartut for Demokraterne Justus Hansen.

Læs også Vigtige emner for Inuit Ataqatigiit

Han peger på en række emner, som bliver særligt vigtige for Demokraterne ved denne forårssamling.

- Det er jo selvfølgelig omkring råstofområdet, uran med mere, siger Hansen. 

Slut med årlige underskud

Herudover er det budgetloven, der skal have opmærksomhed. 

- Det er et utroligt vigtigt punkt for os, så vi kan få bedre styr på vores egen husholdning, Grønlands landskasse, siger han.

Læs også Gælds- og investeringsstrategien skal justeres

Målet er at få vist omverdenen og eventuelle investorer, at politikerne kan håndtere landskassen.

- Uden at få underskud hvert eneste år, siger han.

Vil i gang med lufthavnene

Justus Hansen peger også på reformen af uddannelsesstøtten, som et vigtigt punkt.

Den skal skabe større incitament blandt de studerende til at gøre deres uddannelse færdig inden for normeret tid.

- Og selvfølgelig har vi fra Demokrat-gruppen meget stort fokus på infrastrukturen specielt lufthavnspakken, siger han.

Læs også Lange baner er bedst

Demokraten ved selvfølgelig godt, at lufthavnspakken ikke er et punkt på samlingen, men det sætter ikke en stopper for forhandlingerne, anfører Hansen.

- Vi vil gerne høre om placeringer. Hvordan det kan lade sig gøre. Og vi vil jo gerne hurtigst muligt i gang med den her lufthavnspakke vi vedtog i efteråret. Der er jo gået et stykke tid, siger Justus Hansen.