Coronakrisen får Royal Greenland til at gentænke salgstaktik i Kina

Royal Greenland mistede på få måneder så meget salg i Kina, at hele koncernen endte med at give underskud sidste år. Det må ikke ske igen, og derfor er der brug for ændringer.
Royal Greenlands nye trawler, Avataq, i havnen i Nuuk. Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Mathies Hvid Toft
17. maj 2021 05:52

For første gang siden 2009/10 hev Royal Greenland et underskud i land, da regnskabet for 2020 blev gjort op.

Det minus har én årsag. Et stærkt faldende salg i Kina på grund af coronapandemien og de importregler, som landet indførte i nogle helt afgørende måneder for Royal Greenland.

Cirka 20 procent af Royal Greenlands salg sker i Kina, og næsten alt det salg består af hellefisk og skalrejer, som sælges op til kinesisk nytår den 12. februar.

- Jeg har ikke et problem med, at vi har et samlet salg på 20 procent til Kina. Men det, at vi er så afhængige af nogle ganske få produkter i en ganske kort periode, det er noget, som vi kommer til at arbejde med at forandre, siger koncernens direktør gennem mere end ti år, Mikael Thinghuus.

LÆS OGSÅ Royal Greenland med tocifret millionunderskud og historisk fald i omsætning

Helt præcis vil han have flere varer ind i salgsstrømmen til Kina. Det duer ikke at balancere på to salgsben i en kort periode.

- I stedet for, at to produkter bærer det meste af vores salg i løbet af en ganske kort tidsperiode, bør det være fem eller seks produkter, som vi af hver sælger for mere end 100 millioner kroner om året i Kina. Salget skal også være spredt mere ud regionalt og tidsmæssigt i forhold til i dag, lyder det.

Styrker indsats i USA og tilføjer flere arter

Det har gennem flere år været en del af Royal Greenlands strategi at styrke salget flere steder i verden. Derfor har koncernen løbende rustet op i særligt Nordamerika ved virksomhedsopkøb i Canada og oprettelsen af et salgskontor i USA, hvor der i 2020 blev investeret yderligere.

LÆS OGSÅ Oppositionen går imod planer om at privatisere dele af Royal Greenland

- Der er ikke tvivl om, at vi skal vokse i Nordamerika og vokse mere, end vi troede, at vi skulle. Det er derfor, at vi har hyret en direktør derover, og er begyndt at bygge et ordentligt selskab op, siger Mikael Thinghuus og uddyber, at spredning også gælder arter i salgssortimentet.

- Rent artsmæssigt har vi allerede i 2020 haft stor glæde af, at vi udover vores skalrejer, kogte og pillede rejer og hellefisk har en rigtig fin forretning i krabber. Når vi ser frem, skal der flere arter at stå på for os.

LÆS OGSÅ Direktør forventer plus for Royal Greenland trods stort milliontab

Det kan være søpølser, kostbare muslingearter, hummere og andre krabbearter end snekrabber.

- En ting, jeg har lært af corona, det er at sætte større pris på spredning af risiko, lyder det sammenfattende.

I 2020 faldt Royal Greenlands årsresultat med hele 368 millioner kroner fra 2019. I 2020 kom koncernen ud med et underskud på 57 millioner kroner.

Samtidig faldt salget med 478 millioner kroner til i alt 4,8 milliarder kroner.