29 dræbt i skyderier i USA på under et døgn

Et blodigt døgn i USA har kostet 29 mennesker livet og såret flere i to masseskyderier.
En 21-årig mand fra Dallas er anholdt for skyderiet i Texas. Foto © : Courtesy Of Ktsm 9 / AFP / Ritzau Scanpix
04. august 2019 13:49

29 mennesker har mistet livet i masseskyderier i USA i det seneste døgn.

Lørdag kostede et skyderi ved et shoppingcenter i El Paso i Texas 20 mennesker livet og 26 blev såret. Det er et af de blodigste skyderier i Texas historie.

Foto © : Stringer / Reuters / Ritzau Scanpix
Mindehøjtidelig på El Paso High School for ofrene for skyderiet ved Walmart. Foto: Stringer / Reuters / Ritzau Scanpix

I Texas er den formodede gerningsmand, en 21-årig mand fra Dallas, anholdt af politiet.

Skyderiet bliver efterforsket som en hadforbrydelse rettet mod latinamerikanere efter fundet af et manifest fra den 21-årige, der blandt andet beskylder immigranter for at tage amerikanske jobs, skriver CNN.

Hundredevis kunne være dræbt

Natten til søndag åbnede en gerningsmand ild ved en bar i Dayton Ohio. På under et minut dræbte gerningsmanden 9 personer og sårede 16 inden han selv blev skudt og dræbt af politiet.

LÆS OGSÅ Flere personer dræbt ved skyderi i Texas

- Hvis Daytons politi ikke var kommet frem inden for et minut, kunne hundredvis af folk i området være døde, siger Daytons borgmester, Nan Whaley, skriver dr.dk.

De to skyderier har endnu engang fået debatten om den amerikanske våbenlovgivning til at blusse op igen.

Foto © : Bryan Woolston / Reuters / Ritzau Scanpix
Skyderiet i Ohio foregik udenfor baren Ned Peppers. 9 blev dræbt og 16 såret i skyderiet.Foto: Bryan Woolston / Reuters / Ritzau Scanpix

En række demokratiske præsidentkandidater langer ud efter den amerikanske våbenlobby National Rifle Association (NRA) og de republikaner, der støtter våbenlobbyen, skriver Ritzau.

Ifølge hjemmesiden The Gun Violence Archive, der indsamler informationer om skyderier i USA, er antallet af masseskyderier i USA nu oppe på 251 bare i år.

I 2018 var der 340 masseskyderier, viser arkivet.