Williams Café tilbyder varme og mad til hjemløse: Her er meget trygt for os
De kolde vintermåneder kan være hårde for os alle, men uden fast bopæl er det ekstra hårdt.
Det er virkeligheden for en stor gruppe mennesker i Nuuk. Mange af dem søger mod værestedet Williams Café i Frelsens Hær i løbet af dagen for at få mad og varme.
Her er fyldt med liv og godt humør hos de fleste, som spiller Olsen, mens andre har kastet sig over lidt guitarspil.
I sofaen i de fyldte lokaler sidder tre og sover, mens en enkelt også sover på gulvet.
- Det betyder rigtig meget, fordi vi hjemløse mangler et sted, hvor vi kan komme ind og få varmen. Og her kan vi også spise, siger Nukannguaq Kleist, der selv kommer meget i Frelsens Hær.
Nukannguaq Kleist har været hjemløs i to år, hvor hun kom tilbage til Nuuk fra Danmark. Hun har haft forskellige jobs i den tid, men ingen bolig.
Folk kommer blandt andet også for at få internet og tjekke Facebook, mens der også er mulighed for at få et varmt bad og få mad.
- Her er meget trygt for os, vi hygger os her og laver forskellige aktiviteter sammen, spiller kort, mobil og synger, siger Nukannguaq Kleist.
Vil skabe håb
Nathanael Münch, der er korpsleder i Frelsens Hær i Nuuk, møder mange hjemløse med vidt forskellige historier.
- Vi håber på, at vi kan være med til at give folk mere håb. Vi håber, at vi kan være med til at hjælpe folk hen til det næste skridt i deres vej, siger Nathanael Münch.
Nu har Frelsens Hær fået bevilliget penge fra naalakkersuisut, så de kan udvide åbningstiderne af værestedet Williams Café, hvor der bliver serveret mad og drikke.
Udvidelsen betyder, at Williams Café i perioderne fra 27. februar til 1. april 2024 og 1. oktober til 31. december 2024 også holder åbent mandag og fredag. Tidligere havde caféen åbent tirsdag til torsdag.
Det har stor betydning for de mellem 50 og 100 mennesker, der hver dag benytter sig af aktiviteterne i Frelsens Hær.
- Når vejret er dårligt, er det ekstra vigtigt for folk at have et sted at være. Det er tit svært for folk i hjemløshed at finde og planlægge måltider. Så det betyder, at der er flere måltider i løbet af ugen, der er garanteret, siger Nathanael Münch.
Gudstjeneste, bøn og sang er også en del af hverdagen på stedet, hvor man også kan få en personlig samtale med personalet.
Hos Nukannguaq Kleist er det også positivt nyt, at Williams Café har åbent flere dage i ugen.
- Det er en rigtig god nyhed. Om mandagen og fredagen, er der flere der mangler et sted at komme hen, nogle tilbringer dagen i Landsbiblioteket, siger Nukannguaq Kleist.
Stor betydning for hverdagen
Nukannguaq Kleist har fået en bolig i en forsøgsordning, der er lavet i et samarbejde mellem Kommuneqarfik Sermersooq og naalakkersuisut. Men selvom hun netop er flyttet ind i en forsøgsbolig, vil hun fortsætte med at komme i Frelsens Hær.
Det er nemlig her, hun har store dele af sin omgangskreds, og hun kender folk der rigtig godt. Stedet har en stor betydning for hende.
- Det betyder rigtig meget for mig, jeg kommer for at hjælpe til med maden og laver forskellige aktiviteter sammen med dem, siger Nukannguaq Kleist.
Den seneste hjemløsetælling blev foretaget i 2022 af Ilisimatusarfik. Den viste, at der er 491 hjemløse i Grønland. 258 af dem er i Kommuneqarfik Sermersooq og 156 af dem befinder sig i Nuuk.