Pressemøde: Danmark vil afskrække med missiler og droner

Den danske regering tror ikke, at Rusland stopper ved sin invasion af Ukraine. Derfor vil den danske regering nu også indkøbe våben, der kan afskrække fjender – også langt fra Danmark.
Sådan lød det, da den den danske regering holdt et kort pressemøde om ”forsvarstiltag som følge af sikkerhedssituationen” her til formiddag.
Det var den danske statsminister, Mette Frederiksen, forsvarsminister, Troels Lund Poulsen og udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, der holdt pressemøde.
De fremlagde en såkaldt 'principbeslutning' om at indkøbe langtrækkende præcisionsvåben – eksempelvis missiler eller droner, forklarede de tre ministre.
Selvom der ingen konkret trussel er mod Danmark, understregede Mette Frederiksen flere gange.
- Vi skal troværdigt kunne afværge, og det er vigtigt at understrege, at vi investerer for, at der ikke bliver krig, sagde statsministeren.
Et 'paradigmeskifte'
Beslutningen markerer et paradigmeskifte i dansk forsvar, lyder det. Et skifte, der er en nødvendighed både for at forsvare Danmark og yde et tilstrækkeligt bidrage til NATO, påpeger de tre ministre.
- Det er ikke nok at have et luftforsvar, lyder det fra Mette Frederiksen.
- Man bliver nødt til at markere sin vilje til at gøre noget mere.
Regeringen skal nu i gang med at undersøge muligheden for indkøb af disse våben, der altså gør Danmark i stand til at angribe - ikke kun forsvare. Hvor meget det skal koste, hvor våbnene skal ligge, og hvad det ellers betyder for forsvaret i Arktis blev ikke konkretiseret på dagens pressemøde.
KNR har rakt ud til Forsvarsministeriet for at få svar på, hvad beslutningen får af betydning for Grønland og Arktis.