Under pressemøde med Pompeo: Steen Lynge måtte sidde på tilhørerpladserne

Grønland og Færøernes udenrigsministre var ikke indbudt til at møde pressen sammen med Mike Pompeo. Danmarks udenrigsminister stod alene med sin amerikanske kollega bag talerstolene.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge, og departementchef Kenneth Høegh fik plads på tilhørerstolene kort inden pressemødet med Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod og USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, Foto © : Helle Nørrelund, KNR
23. juli 2020 06:43

Onsdag eftermiddag dansk tid mødte den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo medierne sammen med sin danske kollega Jeppe Kofod. 

Det skete under et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København.

Under pressemødet måtte Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge fra Demokratiit, pænt sætte sig på en stol bagerst i lokalet sammen med departementchef Kenneth Høegh.

For hverken Steen Lynge eller Færøernes udenrigsminister, Jenis av Rana, var nemlig inviteret til at deltage på podiet - heller ikke selv om Naalakkersuisut havde ønsket det. 

LÆS OGSÅ Lynge inden møde med Pompeo: Der vil opstå uenighed

I stedet måtte Departementet for Udenrigsanliggender dagen inden pressemødet pænt anmode om at få en plads på tilhørerstolene i lokalet sammen med de journalister, der var mødt op til pressemødet, erfarer KNR.

Jenis av Rana var ikke til stede under pressemødet. Ifølge KNRs oplysninger havde Færøernes Landsstyre ikke anmodet om at deltage fra podiet på pressemødet. 

Naalakkersuisoq: Grønland og Danmark er ikke ligeværdige

- Der er ikke ligeværdighed. Det er jo fakta. For Grønland har jo ikke selvbestemmelse over udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Når vi har overtaget det, står vi lige - først den dag, siger Steen Lynge.

Både Steen Lynge og Jenis Av Rana deltog i et særskilt møde med Mike Pompeo og Jeppe Kofod, hvor Arktis og Nordatlanten var temaet. Herefter tog den danske og amerikanske udenrigsminister et møde alene, hvor andre udenrigspolitiske emner blev drøftet.

 

Foto © : Scanpix

Mike Pompeo  og Jeppe Kofod. Foto: Scanpix

 

Men selv om Arktis og Nordatlanten var på dagsordenen, var de nordatalantiske ministe altså ikke velkomne bag talerstolen sammen med Kofod og Pompeo. Årsagen er ikke klar. Trods flere spørgsmål efter pressemødet svarede Jeppe Kofod ikke på, hvorfor han og Pompeo ville stå alene på podiet. 

Alligevel er Steen Lynge generelt positiv stemt over mødet med Pompeo fra sin stol bagerst i lokalet. For når Grønland og Færøerne bliver inviteret med til mødet med Mike Pompeo, viser det, at den danske regering reelt ønsker at inddrage hele rigsfællesskabet i udenrigspolitikken. Og det er et fremskridt, siger Steen Lynge til KNR.

- Jeg anser det som en del af virkeliggørelsen af de udmeldinger, som regeringen kom med lige efter valget: At man gerne vil inddrage Grønland mere og Færøerne også i spørgsmål, der gælder sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik, siger han.

Kofod: Kan ikke genkende kritikken

Pressemødet med Pompeo og Kofod var ultra kort. Kun TV2 og det amerikanske medie, Fox News, fik mulighed for at stille spørgsmål. Herefter takkede politikerne hinanden for dagen, inden de forlod rummet igen. 

Udenrigsminister Jeppe Kofod har talrige gange gjort det klart, at han og regeringen ønsker et tæt samarbejde med Færøerne og Grønland.

Det gentog han også på et pressemødet tirsdag - dagen inden Mike Pompeos ankomst til Danmark - hvor han, Steen Lynge og Jenis av Rana mødte medierne.

LÆS OGSÅ Steen Lynge: Pituffik-forhandlinger er realistiske inden præsidentvalg

I stedet kalder Jeppe Kofod onsdag for 'en god dag for rigsfællesskabet'.

- Vi havde et møde inden, hvor vi også tog billeder alle fire sammen (USA, Danmark, Færøerne og Grønland, red.), siger han til KNR.

- Det var en god dag, når det gælder emner om Arktis og det, der relaterer sig til Færøerne og Grønland. Og det er jeg rigtig glad for, siger Jeppe Kofod.

Formanden for det færøske selvstændighedsparti Tjóðveldi, Høgni Hoydal, har over for Politiken kritiseret, at Færøerne ikke sad med til alle møder med Mike Pompeo.

Men Jeppe Kofod kan 'slet ikke genkende det billede', siger han.

- Det, vi har lavet i dag, hvor vi har et møde med den amerikanske udenrigsminister i fællesskab om emner, der berører Grønland og Færøerne, synes jeg, var stærkt og godt, siger han.