Pele Broberg: Udskudt kollegiebyggeri er billedet på visionsløs landsledelse

Formanden for Naleraq er yderst kritisk overfor Naalakkersuisuts beslutning og savner større og mere permanente planer for Grønland.
Pele Broberg er meget kritisk overfor Naalakkersuisuts beslutning om at droppe kollegiebyggeri. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Kim Hinrichsen
10. juli 2023 10:51

Torsdag meldte Naalakkersuisut ud, at man havde annulleret udbuddet af kollegiebyggeri i Nuuk, og at det nu som minimum udskydes to år.

Og det ærgrer i den grad formanden for Naleraq, Pele Broberg, der i sin tid var med til at indgå forlig om byggeriet. Man svigter de unge og hele samfundet, siger han:

- Det klinger hult og passer simpelthen ikke med mantraet om, at uddannelse er vejen frem, og de unge er vores fremtid. Bare ensidigt at droppe de unge, det er vi lodret uenige i, siger han.

Naalakkersuisut har selv sagt, at forklaringen er, at det ikke er lykkedes at opnå en tilfredsstillende pris under forhandlingerne med den bydende entreprenør.

Men heller ikke den forklaring giver Pele Broberg meget for:

- Det er for os at se ikke et spørgsmål om, hvorvidt man har fået et godt nok tilbud. Det er fordi, man har valgt at bruge pengene på noget andet og ikke er interesseret i at prioritere det, siger han.

Ifølge Pele Broberg er problemet langt større end manglende prioritering af de unge og deres uddannelse. Det er også billedet på en koalition, som ikke kigger nok fremad.

Virkelighedsfjern planlægning og visionsløse politikere

- Det handler ikke kun om, at man ikke prioriterer de unge. Det er simpelthen en falliterklæring. Den manglende økonomiske planlægning og den visionsløse ledelse af landet kommer til udtryk i sådanne resultater, siger han.

Spørger man Pele Broberg, burde Naalakkersuisut have forudset, at man ovenpå et lufthavnsbyggeri, et generelt overophedet byggemarked og en presset verdensøkonomi ville have svært ved at opnå en tilfredsstillende pris og derfor have budgetteret med det på forhånd.

Manglende planlægning generelt, mener Pele Broberg, er problemet.

Og ifølge ham er det ikke kun, når det kommer til de unge og uddannelse, at Naalakkersuisut ikke har en plan for, hvordan der skal føres politik her i landet.

Føles som famlen i blinde

Kollegiebyggeret er samtidig et symptom på et langt større problem, mener han:

- Det er en famlen i blinde. Det kan vi altså ikke blive ved med. Der er ingen planer fra koalitionens side om uddannelse, selvstændighed, sundhed – alt bliver sparket til hjørnet med ønsker om kommissioner og rapporter, siger han og forsætter:

- Vi ser det samme mønster gang på gang. Det er simpelthen en inaktivitet, som er resultat af manglende vision og en forståelse for, hvordan økonomiske forhold i realpolitik rent faktisk fungerer heroppe.

KNR venter på et svar fra Departementet for Boliger og Infrastruktur. Vi vil gerne have et overblik over, hvor mange studieboliger der er udskudt.