Selvstyret starter kollegiebyggeri for over en halv milliard kroner

Mere end 500 nye kollegiepladser er på vej til landets fem største byer i de kommende år. Det har Naalakkersuisut og Finans- og Skatteudvalget netop godkendt.
Cirka sådan kommer de nye kollegiebyggerier i Ilulissat til at se ud, når de er klar i 2023. Foto © : Naalakekrsuisut.
Skrevet af Mathies Hvid Toft
24. december 2020 15:00

Endnu et kæmpe byggeprojekt er sparket i gang.

Naalakkersuisut og Finans- og Skatteudvalget har godkendt igangsættelsen af 524 nye kollegiepladser, der vil blive strøet ud over landets fem største byer.

Projektet ventes at koste 511 millioner kroner.

Sådan fordeler de nye kollegiepladser sig

  • Nuuk får 218 nye sengepladser med forventet aflevering i 3. kvartal 2023
  • Qaqortoq får nye sengepladser med forventet aflevering i 4. kvartal 2022
  • Sisimiut får 72 nye sengepladser med forventet aflevering i 4. kvartal 2024
  • Ilulissat for 72 nye sengepladser med forventet aflevering i 1. kvartal 2023
  • Aasiaat får 64 nye sengepladser med forventet aflevering i 1. kvartal 2023

At byggerierne af de mange kollegier nu kan sættes i gang, glæder Naalakkersuisoq for uddannelse, Katti Frederiksen (S).

- Disse byggerier er vigtige ift. til vores mål om at hæve uddannelsesniveauet, og her er det vigtigt at sikre de bedst mulige rammer for vores nuværende og kommende studerende, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Projektet består af fire boligtyper

Det er departementet for Bolig- og Infrastruktur, der er bygherre på projektet. De to departementer har dog udviklet projektet i tæt samarbejde.

Kollegierne er udbudt som fem forskellige opgaver, og de varetages af MT Højgaard, BJ Enterprise og KJ Greenland. I alt er der udbudt byggeri af 14.191 m2, som fordeler sig på 16 bygninger og på tre forskellige bygningstyper, oplyser Naalakkersuisut.

Foto © : Naalakkersuisut.

- Projektet baserer sig på et standardprojekt, der indeholder 4 forskellige bygningstyper afhængigt af den specifikke målgruppe. I første etape er det kun 3 af bygningstyperne, der indgår, står der i pressemeddelelse, fra Naalakkersuisut.

Dyrere end estimatet

De fire bygningstyper er Dormitory for 16 - 19-årige, Flatshare for personer over 18 år, Apartment for personer over 18 år, som lever i par, eller er en lille familie og endelig Bolig + og Bolig ++, der er til familier med to børn eller flere.

- Den bagvedliggende behovsanalyse peger på, at der inden for 10 år vil være et behov for i alt godt 1.000 sengepladser, hvor de 524 første sengepladser alene dækker det nuværende behov, står der videre i pressemeddelelsen.

Med en pris på forventet 511 millioner kroner, er det blevet 8,7 procent dyrere, end det oprindelige estimat.