Pele Broberg giver Múte B. Egedes nytårstale et to-tal: Der mangler konkrete tiltag

Der er blandede reaktioner på Múte B. Egedes nytårstale fra de tre partier Demokraatit, Atassut og Naleraq. Fælles for dem er dog, at de alle efterspørger mere konkrete initiativer for året.
Múte B. Egede holdt en god nytårstale, men der manglede forslag til konkrete tiltag, lyder det fra tre partiformænd. Foto © : KNR
03. januar 2023 07:12

Den 1. januar gav formanden for Nalaakkersuisut, Múte B. Egede (IA), sin nytårstale. Det var en tale, der kom vidt omkring og bød på emner såsom udfordringer på sundhedsområdet, uacceptable forhold fra kolonitiden og klimakrisens påvirkning på landet. 

I Atassut er man overordnet positive over for nytårstalen, fortæller formand for partiet, Aqqalu Jerimiassen. 

- Jeg vil vurdere den til syv ud af ti i karakter. Han snakker om virkelig mange ting, hvor vi kan være enige. Om forpligtelser i vores land, og hvordan vi som befolkning kan blive styrket. Jeg synes, det er en virkelig fornuftig måde, han starter sin nytårstale, siger han. 

For Demokraatits formand Jens-Frederik Nielsen er vurderingen dog en smule lavere. 

Foto © : KNR / Malik Brøns
Formand for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen.

- Jeg vil give talen fem ud af ti. Formanden for Naalakkersuisuts tale har stor indflydelse. Han taler godt om alt fra børn til gamle. Men jeg mangler, hvordan han mener, at vi kan gøre samfundet bedre, lyder det fra Jens-Frederik Nielsen. 

Også Pele Broberg, der er formand for Naleraq, er mere kritisk over for Múte B. Egedes nytårstale. 

- Min vurdering af hans tale er ikke særlig høj. Vi ved, at han er god til at holde tale, og jeg vil også rose ham for at have holdt en god nytårstale. Men det politiske indhold vil jeg kun give et to-tal, siger han. 

Der mangler konkrete tiltag

Det var særligt fællesskabet og de ældres betydning i samfundet, der var i fokus for Múte B. Egede i årets nytårstale. 

Og selvom Nalaakersuisut-formanden også talte om store og seriøse emner som selvmord i Grønland, vanskelige forhold i sundhedsvæsenet, og hvordan klimakrisen har haft store konsekvenser for mange af landets borgere, er der stadig plads til forbedring ifølge de tre partiformænd. 

Foto © : Ane-Marie/KNR

Formand for Atassut, Aqqalu Jerimiassen

- Generelt synes vi, at der er lidt for mange små underpunkter i nytårstalen. Det kunne godt have været lidt mere konkret, hvad Nalaakkersuisuts mål er for det kommende år, siger Aqqalu Jerimiassen. 

Dette udsagn kan Pele Broberg også nikke genkendende til.

Han mener, at Múte B. Egede skulle have været tydeligere omkring, hvilke konkrete forandringer, han ønsker, der skal ske i landet. 

- Vi ser igen mange løfter, der ikke bliver til noget. Jeg synes, at det er godt, at han nævner, at vi skal holde op med at pege fingre af hinanden, men det gør han selv i sin tale. Han siger, at vi skal være troværdige, når vi debatterer, men han giver ikke nogen konkrete eksempler, lyder det fra Pele Broberg. 

For Jens-Frederik Nielsen og Demokraatit er det også manglen på konkrete initiativer, der møder størst kritik. 

- Vi har rigtig mange udfordringer i samfundet, og han er også lidt inde på nogle af dem med velfærd og uddannelse, men han kommer ikke med en klar retning for forbedring, eller hvordan vi kan forstærke samfundet. Det savner jeg svar på fra formanden for Nalaakkersuisut, for det har vi som befolkning brug for at vide, siger han.  

Partiformændenes ønsker 

Hvis man spørger de tre partiformænd, hvad de ville have talt om, hvis det var dem, der sad i Múte B. Egedes stol og skulle holde nytårstale, er svarene blandede. 

Jens-Frederik Nielsen fortæller, at han ville have fokuseret mere på inflation og givet nogle klare retningslinjer for, hvordan man klarer sig igennem en hverdag, hvor alt bliver dyrere.

- Inflationen har store konsekvenser for befolkningen. Vi skal have billigere livsvilkår, billigere fødevarer, og så er grundlønnen lige nu alt for lav, siger Jens-Frederik Nielsen. 

For Aqqalu Jerimiassen er det et større fokus på det selvstændige erhvervsliv, der ville være et hovedfokus, hvis han skulle holde nytårstale.

- Hvordan kan vi få flere ind i det selvstændige erhvervsliv, og hvordan kan vi udvikle det bedre rent skattemæssigt, fortæller han. 

Foto © : KNR
Formand for Naleraq, Pele Broberg

I Naleraq er det hvordan, man kan hjælpe fiskerne og fangerne, der ville være i fokus, lyder det fra Pele Broberg. 

-  Formanden for Nalaakkersuisut siger, at uddannelsesområdet er nøglen til vores egen selvstændighed. Men hvad med fangerne og fiskerne? Hvor er de? Jeg er chokeret over, at han taler luft, og at han ikke nævner, hvordan vi kan hjælpe dem, der har lave indkomster samt fiskere og fangere.