PITUFFIK Udenrigsministeriet overhørte varsel fra USA i Thule-sagen
Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge en aktindsigt, som avisen har fået fra Udenrigsministeriet, afviste ministeriet at hjælpe det amerikanske luftvåben med at vurdere, om de fire selskaber, der bød på Thule-kontrakten - herunder Elexis Service A/S - kunne opfattes som et datterselskab ifølge dansk selskabsret.
LÆS OGSÅ Qujaukitsoq ser muligheder i forsvarsaftalen med USA
I en mail fra Udenrigsministeriet, sendt til det amerikanske luftvåben tre måneder før, at Elexis Service A/S blev udpeget som vinder af servicekontrakten på Thule-basen, lød det:
- Vi har simpelthen ikke den nødvendige viden om erhvervsforhold her i kontoret til at have en kvalificeret mening om, hvorvidt disse firmaer kan eller ikke kan opfattes som datterselskab af udenlandske firmaer, lød det fra ministeriet.
Udenrigsministeriet har fralagt sig ansvar
Ifølge professor i selskabsret ved CBS, Søren Friis Hansen, har Udenrigsministeriet fralagt sig sit ansvar, siger han til Jyllands-Posten.
- Amerikanerne beder om hjælp til at verificere, om der er tale om danske virksomheder. Det er kun den danske regering, der kan fortælle, om virksomhederne overholder dansk ret.
Udenrigsministeriet godkendte selv ordlyden i det udbud, som endte med at gå til det firmaet Exelis Service, som er et datterselskab af et amerikansk firma.
LÆS OGSÅ Den tabte servicekontrakt på Pituffik
Udenrigsminister afviser kritik
Både Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti kritiserer stærkt de nye oplysninger. Søren Espersen siger til KNR, at Udenrigsministeriet står 'yderst dårligt i sagen':
- USA ser ud til at have gjort alt, hvad det kunne for at gøre det rigtige i sagen her. Og når Udenrigsministeriet på den måde blankt afviser et land, som vi oven i købet er venner med, alene bare at tale sammen om sagen her, er det dybt kritisabelt.
Udenrigsministeriet valgte i 2013 at forhåndsgodkende firmaer, der ønskede at byde på servicekontrakten, fordi den danske Kammeradvokat vurderede, at det kunne ære i strid med EU-regler om udbud.
I en mail til Jyllands-Posten svarer udenrigsminister Martin Lidegaard, at han føler sig tryg ved, at Udenrigsministeriet kun udtaler sig på områder, hvor ministeriet har myndighedskompetence.
- Derfor giver den mailudveksling, som jeg ser for første gang i dag, ikke anledning til yderligere for mit vedkommende, skriver udenrigsministeren.