Medie: Siumut har betalt Naleraq 40.000 kroner i sag om skjult optagelse

Siumut har måttet betale 40.000 kroner til Naleraq i forbindelse med en sag om skjulte optagelser og anklager om tavshedsbrud, skriver Sermitsiaq.ag
Det fremgår af Naleraqs regnskab for 2024, som mediet har fået indblik i.
- Som det har været fremme i medierne, har der været mange offentlige beskyldninger, og Naleraq har set sig nødsaget til at afholde udgifter til advokatbistand, for at beskytte vores medlemmer af Inatsisartut, står der blandt andet i partiets ledelsesberetning i regnskabet, skriver Sermitsiaq.
Skjult videooptagelse førte til anklager
Ifølge regnskabet dækker beløbet udgifter til advokatbistand, efter at Siumut i foråret 2024 anklagede Naleraqs medlem af Inatsisartut, Jens Napãtôk, for at have brudt sin tavshedspligt.
Anklagen byggede på en skjult videooptagelse af Jens Napãtôk i en privat samtale, som senere viste sig at være foretaget af Siumuts daværende formand og finansminister Erik Jensen – uden Jens Napãtôks viden.
Formandskabet i Inatsisartut afviste at rejse en sag mod Jens Napãtôk, og kort efter indgik de to partier forlig, hvor Siumut dækkede Naleraqs advokatudgifter.
Dermed undgik parterne, at sagen kunne ende i en egentlig retssag.
Pele Broberg: Sagen er ikke slut
Naleraqs formand, Pele Broberg, anser dog stadig ikke sagen som afsluttet.
Han mener nemlig at sagen viser, at Inatsisartuts formandskab ikke formår at beskytte medlemmerne mod uberettigede angreb.
– Sagen viser at Inatsisartuts formandskab ikke var i stand til at løfte deres opgave med at beskytte enkelte medlemmer af Inatsisartut, og det var derfor vi som parti i første omgang har måtte træde til, siger Pele Broberg til Sermitsiaq.
Samtidig er spørgsmålet om, hvem der i sidste ende skal betale regningen – Erik Jensen personligt eller partiet Siumut – stadig ikke afgjort, skriver Sermitsiaq.