Tyskerne kom for at blive: - Det er en besked til Putin

- Dr. Nils Schmid, tak for at være kommet. Og tak for at medbringe flådeskibet Berlin her til Grønland.
Det sagde naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Vivian Motzfeldt (S), henvendt til Tysklands viceforsvarsminister under pressemødet i Nuuk i mandags.
Besøget skete i lyset af, at Danmark har indgået et partnerskab med Canada, Norge og Tyskland om at styrke den maritime sikkerhed i Nordatlanten.
Da den sidstnævnte i den firkløver troppede op i regnfulde Nuuk, sagde han til en DR-journalist i lufthavnen:
- Det er en besked til Putin og dem, der prøver at militarisere Arktis, lød det altså fra Dr. Niels Schmid, Tysklands viceforsvarsminister.
Udover at snakke forsvar og sikkerhed med sine kollegaer, Vivian Motzfeldt (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen, gik turen også forbi det tyske flådefaretøj FGS Berlin, der lå til kaj i byen.
Skibet og dets besætning deltager i august og september i en øvelse, der hedder ’Atlantic Bear’ i Nordatlanten.
Og tysk tilstedeværelse i Arktis og Grønland er tilsyneladende noget, som vi skal vænne os til. Det stod klart efter pressemødet på inspektionsskibet Triton.
Her blev de seneste års forsvarspolitiske budskaber gentaget: Forsvaret i Arktis skal styrkes. Der kommer milliardinvesteringer i forsvar, mere materiel og overvågning. Alt sammen for at afskrække og sende signaler – særligt til russerne.
En strategi som tyskerne altså også skal hjælpe med at føre ud i livet.

- Vi vil fortsætte med at lave øvelser og fælles fremtrædener i fremtiden. Så Grønland kan være sikker på vores solidaritet – og dette vil også blive understøttet af konkrete tiltag, sagde Dr. Nils Schmid til KNR efter pressemødet.
Det lykkedes også at få fat på Vivian Motzfeldt efter pressemødet. Hun var håbefuld efter dagens møde.
- I stedet for at stå alene, så står vi stærkere sammen mod de udfordringer vi møder, sagde hun.
- Vi er omkranset af et kæmpe havområde. Derfor omhandler sikkerhedsspørgsmålet ikke kun os. Det handler også om sikkerheden i Europa.
Milliarder, fly og fregatter
Flådeskibet FGS Berlin er altså langt fra er det sidste, man vil se af tysk isenkram i Arktis.
Den tyske flåde vil fortsætte med at indsætte ubåde, fregatter og fly i ’det høje nord’ – for at styrke situationsbilledet og afskrække, sagde Dr. Nils Schmid.
Til KNR understregede viceforsvarsministeren, at det altså ikke handler om en særlig tysk interesse i Grønland og Arktis – men om at holde sammen i NATO.
- Det her er ikke en opgave for Tyskland. Det er en opgave for NATO. Derfor har vi øget vores tilstedeværelse i ‘det høje nord’. Særligt takket være aftalen mellem Canada, Danmark og Norge, sagde Dr. Nils Schmid.

Udover bidrag fra det store udland starter forhandlingerne om kapitel to i aftalen for forsvaret i Arktis og Nordatlanten mellem naalakkersuisut, det færøske landsstyre og den danske regering også op igen inden længe.
Her kan man forvente store investeringer i forsvar og sikkerhed.
- Vi taler milliarder af danske kroner, lød det fra den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen til pressemødet.
Investeringer som Vivian Motzfeldt ikke kunne komme meget nærmere ind på, da hun blev spurgt til det efterfølgende:
- Det vigtigste er de aftaler, vi allerede kender til omkring fornyelse af inspektionsskibene, øgning af overvågningen af vores luftrum, droner og Arktisk Basisuddannelse, sagde hun og tilføjede:
- Derudover er det vores store ønske at inddrage befolkningen og udvikle folks færdigheder i de mere isolerede steder langs kysten.