Urbanisering og lovændringer giver KNI millionunderskud

Grønlands største forsyningsselskab taber 75 millioner kr. Urbanisering og nye regler presser selskabet til at gentænke servicen i bygder og yderdistrikter.
Urbanisering, ny infrastruktur og lovændringer sender KNI ud i stort millionunderskud. Foto © : Aqqalu-Inuuteq Dahl © Aqqalu-Inuuteq Dahl - KNI Marketing
21. august 2025 15:52

KNI, Grønlands største forsyningsvirksomhed, har præsenteret et underskud på 75 millioner kroner før skat i årsrapporten for 2024/25.

Ifølge selskabet er årsagen et år, der har været præget af store forandringer i det grønlandske samfund.

Urbanisering, ny infrastruktur og ændrede rammevilkår har haft betydelig indflydelse – især i varedivisionen, som leverer dagligvarer til hele landet, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- Selvom vi har arbejdet hårdt på at holde balancen mellem vores servicekontrakt og en sund økonomi, så har det ikke været nok til at dæmme op for de betydelige negative konsekvenser, siger administrerende direktør Jeppe Jensen i en pressemeddelelse.

Varedivisionen hårdest ramt

Alene varedivisionen står for et minus på 92 millioner kroner.

Blandt de konkrete udfordringer er den nye emballagebekendtgørelse, der har fjernet indtægter fra øl- og vanddistribution, samt bortfaldet af duty free-salget i Kangerlussuaq, efter åbningen af den nye internationale lufthavn i Nuuk.

Dertil kommer en fortsat urbanisering, der tømmer bygder og yderområder for kunder – og som derfor har fået KNI til at nedskrive værdien af sine butikker og anlæg med 76 millioner kroner. 

- Der er behov for en fundamental gentænkning af, hvordan byer, bygder og yderområder skal serviceres – det er vigtige overvejelser, vi skal gøre os internt og med Selvstyret, siger Jeppe Jensen i pressemeddelelsen.

Siden 2001 er befolkningen i bygder og yderområder nemlig faldet med omkring 10 procent om året, skriver KNI – en tendens, der stadig tiltager – og som medfører, at selskabet forventer en lavere indtjening i deres kerneområder i fremtiden.

Brændstof giver lille plus

Energidivisionen, som leverer brændstof, gav derimod et forventeligt overskud på 16 millioner kroner, som dog også er markant lavere end tidligere år. 

Det skyldes blandt andet, at KNI i samarbejde med naalakkersuisut har holdt forbrugerpriserne stabile, hvilket alene har kostet selskabet 120 millioner kroner i 2024/25.

På trods af det røde regnskab er Jeppe Jensen optimistisk. 

For hos KNI har de nu sat gang i en række nødvendige tilpasninger, som skal imødekomme de store forandringer i samfundet, som virksomheden står overfor.

Målet er at sikre en forretning, der er økonomisk bæredygtig – men også tager højde for, at befolkningen ændrer sig, og at infrastrukturen er under udvikling.

- Med en række strategiske tiltag og effektiviseringer forventer vi i 2025/26 at levere et positivt resultat på 50 mio. kroner, som vil danne grundlaget for fremtidige investeringer i hele koncernen, udtaler Jeppe Jensen i pressemeddelelsen.