Nivi Olsen vil i dialog med Air Greenland om billigere sportsrejser
Naalakkersuisoq for idræt Nivi Olsen vil kontakte Air Greenland for at drøfte idrættens høje rejseomkostninger. Air Greenland peger allerede nu på rabatordninger.
Grønlands idrætsforbund har en nettoomsætning på 39 millioner kroner i 2025. 18,2 millioner kroner blev uddelt som støtte til specialforbund. Det viser GIFs regnskaber, der blev godkendt under det ordinære repræsentantskabsmøde i sidste uge.
- Langt det meste af bevillingen til idræt bliver brugt på Air Greenland til deltagelse i forskellige konkurrencer. Jeg mener, at man bør sætte spørgsmålstegn ved det, siger Nivi Olsen, der er naalakkersuisoq for idræt, til KNR.
- Det mener jeg, fordi Air Greenland ejes af samfundet, og hvorfor skal det meste af bevillingen til idræt havne der, i stedet for at blive brugt til at fremme idræt, siger Nivi Olsen.
Hun vil derfor kontakte Air Greenland og fremlægge tal om bevilling til idræt og udgifter til rejser for at drøfte muligheder for billigere rejser.
- Air Greenland er naturligvis åben for dialog med naalakkersuisoq Nivi Olsen om priser på sportsrejser. Vi ser frem til en konstruktiv samtale om, hvordan vi bedst muligt kan understøtte idrætslivet, skriver Air Greenlands direktør for bæredygtighed og kommunikation Inga Dora G. Markussen i en kommentar til Nivi Olsens udtalelse til KNR.
Alle skal bidrage
Hun understreger, at der allerede eksisterer rabatmuligheder for grupperejser for blandt andre sportsfolk. Ordningen kaldes Ilik.
- For at opnå rabat skal arrangøren ansøge via en formular. Jo tidligere ansøgningen indsendes før begivenheden, desto større er chancen for rabat – særligt hvis rejsen ligger i lavsæsonen, hvor rabatmulighederne er bedre end i højsæsonen, siger Inga Dora G. Markussen.
Naalakkersuisoq for idræt Nivi Olsen ser også frem til mødet med Air Greenland.
- Min holdning til udvikling af idræt som samfund er, at alle skal bidrage. Det gælder også Air Greenland, siger Nivi Olsen.
Grønlands Idrætsforbund venter med spænding på samtaler mellem naalakkersuisut og Air Greenland.
- Vi glæder os over, at der bliver taget initiativ til samtaler om omkostninger på sportsrejser. Vi skal heller ikke glemme, at der også bliver brugt en del penge på Arctic Umiaq Line og Disko Line, men det er rigtigt, at langt de fleste penge til sportsrejser bliver brugt til Air Greenland, siger formand for GIF Claus Nielsen.
Air Greenland oplyser, at opmærksomhed på Ilik-rabat er stødt opadgående. 7.037 passagerer havde brugt ordningen i 2022. Antallet er steget til 15.266 i 2024.