35-årig tilbageholdt i sag om livløs kvinde

En 35-årig mand er tilbageholdt i sagen om den 49-årige kvinde, der i går formiddags blev fundet livløs i bygd nær Qaqortoq.
Foto © : KNR / Jørgen Semionsen
12. november 2025 18:35

I sagen om den 49-årige kvinde, der tirsdag formiddag blev fundet livløs i en bygd nær Qaqortoq, er en 35-årig mand i dag blevet tilbageholdt.

Det skriver Grønlands Politi onsdag aften i en pressemeddelse. 

Politiet har været til stede i bygden siden i går, og retsmedicinere og kriminalteknikere er tilkaldt for at bistå med undersøgelser i sagen.

I går satte politiet ikke navn på bygden, men i den seneste pressemeddelse skriver ordensmagten, at det 'mistænkelige dødsfald' er sket i bygden Eqalugaarsuit.

Den 35-årige mand, der nu er tilbageholdt, har været for Kujalleq Kredsret onsdag og er tilbageholdt i 27 dage, oplyser politiet. 

Manden har kæret afgørelsen. 

Den 49-årige kvinde blev identificeret tirsdag, og de pårørende er underrettet.