Isbjørneangreb: Tyske vagter forsøgte at skræmme før de skød
- Først blev det forsøgt at skræmme isbjørnen væk med råb, skrig og en signalpistol, men det havde ikke nogen effekt, siger overbetjent Ole Jakob Malmo, der er ansat ved Svalbards øverste myndighed, sysselmanden, til NTB.
Isbjørnen lod sig ikke skræmme væk og angreb og kvæstede en af vagterne fra det tyske krydstogtskib. Derefter blev isbjørnen skudt af de andre vagter.
Krydstogtskibets besætningsmedlemmer var ved at forberede en udflugt for en gruppe turister, da isbjørnen gik til angreb, fortæller Ole Jakob Malmo.
LÆS OGSÅ Tysk mand kvæstet ved angreb af isbjørn på Svalbard
Selskabet bag krydstogtskibet har fået kritik for at skyde isbjørnen i en artikel fra CNN. Her kalder en amerikansk biolog det tragisk, at isbjørnen blev skudt.
- Når der kun er 25.000 isbjørne tilbage på planeten, så tæller hver og en, siger biologen Jeff Corwin til CNN.
Krydstogtselskabet skriver i en udtalelse på facebook, at det var nødvendigt for vagterne at handle for at forsvare sig selv og deres kollega, der blev angrebet.
LÆS OGSÅ Isbjørn skabte drama hos forskere på Indlandsisen
- Vi er meget kede af at denne hændelse har fundet sted, skriver krydstogsselskabet, Hapag-Lloyd Cruises.
Den 42-årige tyske mand, der blev kvæstet er blevet behandlet på et hospital i den norske by Tromsø og ventedes udskrevet mandag.
LÆS OGSÅ Jagtbetjent angrebet af isbjørn i Ittoqqortoormiit