Turistråd om genåbning: Det er for sent nu

Fra på tirsdag ophæver Grønland karantænekrav og coronatest for dem, der rejser ind i landet. Men lempelserne får nok ingen betydning for sommerturismen, lyder det fra Turistrådet i Ilulissat.
Arne Niemann forventer, at resten af sommeren kommer til at bære præg af lokale turistoperatører, der må se langt efter det normale niveau af kunder. Foto © : KNR
17. juli 2020 15:57

Det vækker glæde hos Turistrådet i Ilulissat, at turister ikke længere skal i hjemmekarantæne eller retestes, når de kommer til landet. Fra og med på tirsdag ophæver Naalakkersuisut nemlig en række restriktioner, der gør det lettere at rejse til Grønland. 

LÆS OGSÅ Grønland åbner igen: Fra i næste uge er der fri indrejse

Men selv om formanden for Turistrådet, Arne Niemann, er glad for beslutningen, kommer den ikke til at redde en sommer, hvor turismen har stået i stampe.

- Vi er selvfølgelig positive over for, at der er åbnet, men vi er sikker på, at det ikke vil blive den helt store sæson. Vi mangler også krydstogtturismen, som lægger rigtig mange penge heroppe, siger Arne Niemann.

Lave forventninger

Han forventer, at resten af sommeren fortsat kommer til at bære præg af lokale turistoperatører, der må se langt efter det normale niveau af kunder. 

LÆS OGSÅ Turistforening i Ilulissat om coronakrise: Det er en katastrofe

- Det er jo for sent. Selvfølgelig får vi lidt kunder. Pensionister, der kan rejse hele året, vil vi nok se her i efteråret, men de almindelige folk, der holder ferie lige nu, dem har vi jo ikke, siger formanden.

Han har forståelse for, at det er svært at spå om fremtiden i en coronatid. Men:

- Vi kan altid være bagkloge, men hvis vi havde fået den her melding for tre uger siden, så havde det givet mening, for det var på det tidspunkt, at folk skulle til at holde ferie. Så kunne de have booket herop til, uddyber han. 

Turister fra eget land rykker slet ikke

I Ilulissat mærker man heller ikke den store effekt af folk, der holder ferie i eget land, som Visit Greenland blandt andet har reklameret for.

Medlemmerne i Turistrådet holdt møde i onsdags, og her var meldingen, at det ikke rigtigt har slået igennem, forklarer Arne Niemann.

LÆS OGSÅ Turisme i Tasiilaq og omegn er hårdt coronaramt

- Vi er selvfølgelig glade for al mulig hjælp, men det har ikke rykket noget. De få turister, der kommer fra resten af landet, er vi selvfølgelig glade for, men det rykker slet ikke. Vi er vant til, at byen er ved at sprænges på det her tidspunkt, siger Arne Niemann.

I Tasiilaq er hotellet The Red House også hårdt ramt af coronakrisen. Og ejer Robert Peroni har ikke de store forventninger til genåbningen.

- Vi får fire eller fem gæster. 90-95 procent af gæsterne er væk, siger Robert Peroni.

Turister til august

Hos det kommunale Innovation South Greenland i Kommune Kujaleq er man dog glad for, at landet nu ryster flere af restriktionerne på indrejse af sig. 

Sarah Woodall er Tourism Destination Manager i Innovation South Greenland, og siden torsdagens udmelding om fri indrejse og nul karantænedage har hun allerede fået henvendelser fra turister, der planlægger at rejse til Grønland.

- De fleste henvendelser handler om rejser til august, så det er jo lige om lidt, siger Sarah Woodall.

Hun vil dog ikke oplyse, hvor mange henvendelser det drejer sig om. 

Sarah Woodall glæder sig over, at genåbningen nu giver de lokale operatører og erhvervslivet mulighed for at køre deres forretninger igen.