Turistoperatører får nej til hjælp på grund af storis
Artiklen er blevet opdateret klokken 12.00 med kommentarer fra borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA) og formanden for Finans- og Skatteudvalget, Peter Olsen (IA).
De store mængder af storis betyder, at turistoperatører i Sydgrønland mister omsætning. Men de må klare sig selv.
Der er ingen hjælp at hente for dem hos politikerne. De har nemlig fået afslag af Finansudvalget på deres ansøgning om kompensation.
Det skriver Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling i en pressemeddelelse.
Og det møder kritik fra naalakkersuisoq, Naja H. Nathanielsen, der blandt andet er øverste ansvarlig for erhverv.
- Jeg er både skuffet og uforstående over Finansudvalgets afslag. Jeg finder det meget, meget tankevækkende at man ikke vil give erhvervslivet i Sydgrønland en hjælpende hånd, for at håndtere en uforudset og vanskelig situation i en tid der er kritisk for erhvervsudviklingen.
Blev lovet hjælp
Tilbage i juli forsikrede naalakkersuisoq for erhverv, at turistoperatørernes nødråb ville blive hørt.
- Vi løber så hurtigt, vi kan, for vi ved godt, at det haster, sagde hun til KNR.
Men nu har de turistoperatører, der har søgt om hjælp, altså fået afslag på at få hjælp, og de kan derfor bare se penge gå tabt.
Borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA), er stærkt utilfreds med afslaget.
- Det er rigtig træls, må jeg sige. Jeg havde virkelig den følelse, at naalakkersuisoq var positiv indstillet på det, siger hun og fortsætter:
- I og med at det er en meget ekstrem og ekstraordinær situation i år med storisen, havde jeg forventet, at det vil være en nem sag. Men det er det åbenbart ikke i finansudvalget, og det er jeg oprigtig træt af.
Udover turistoperetørerne står det også slemt til for fiskerne og fangerne i Sydgrønland, siger Stine Egede. Flere fiskere og fangere har ifølge hende stået uden indtjening i tre måneder.
- Og særligt i stenbiderrognsæsonen har været det været anderledes i år. Så det er svært for dem, siger hun.
Borgmesteren savner en forklaring på, hvorfor Finansudvalget har givet afslag på kompensationen.
Fra formanden for Finans- og Skatteudvalget, Peter Olsen (IA), lyder det:
- Jeg kan ikke udtale mig om, hvorfor det er blevet til et afslag, for det er et flertal uden om IA, der har besluttet det.
- Vi fra IA ønskede at godkende ansøgningen, fordi vi er bekymrede for, hvilke konsekvenser det kan have for fiskere, fangere og turistmiljøet, oplyser Peter Olsen.