Tredje kommune underskriver aftale om børneråd

Nu er der børneråd på vej i den tredje af landets fire kommuner. Mandag underskrev Kommune Kujalleq en aftale med Naalakkersuisut, der skal forbedre børn og unges rettigheder i kommunen.
Nakuusa Kujalleq
Foto © : Namminersorlutik Oqartussat
23. august 2016 10:48

Børnene i Kommune Kujalleq er mandag kommet et skridt nærmere på vejen til at blive hørt af kommunen.

Som den tredje af landets fire kommuner har Kommune Kujalleq underskrevet en tre-årig aftale med Naalakkersuisut om et samarbejde om børns rettigheder.

Det er samarbejdet NAKUUSA, som er et samarbejde mellem Selvstyret og børneorganisationen UNICEF, der står bag aftalen, som går ud på at danne børneråd i kommunerne, og børnerettighedsråd i landets folkeskoler.

LÆS OGSÅ: Aftale om børneråd i Sermersooq underskrevet

Og borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen, glæder sig over den nye aftale.

- Det vigtigste ved aftalen er at børn lærer deres rettigheder at kende. Og at børnene får deres stemme hørt i politiske beslutninger, der handler om dem, siger han.

LÆS OGSÅ: Kujalleq-lærere bliver klogere på rettigheder

Børnerådene skal bestå af 13-18 årige unge, der skal rådgive kommunalpolitikere og Inatsisartut, mens rettighedsrådene skal være talerør for alle landets børn.

Og borgmesteren er sikker på, at børnene har meget at bidrage med.

- For eksempel hvilke fritidsaktiviteter, der mangler, om der er ting man kan forbedre og hvordan man kan gøre det mere attraktivt for børn og unge og deltage i kommunens projekter, siger Jørgen Wæver Johansen.

LÆS OGSÅ: NAKUUSA synger for: Voksne, bland jer!

Ud over Kommune Kujalleq har også Qeqqata Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq underskrevet aftalen i år.