BILLEDER Aftale om børneråd i Sermersooq underskrevet

Kommuneqarfik Sermersooq fik som den anden kommune her i landet et børneråd.
Skrevet af Jonas Fievé
12. april 2016 04:52

Det skete da borgmester Asii Chemnitz Narup og naalakkersuissoq for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender, Martha Lund Olsen, i går underskrev en aftale med NAKUUSA, som er et samarbejdsprojekt mellem Selvstyret og FN's børneorganisation UNICEF i Danmark.

Og det var en glad borgmester vi mødte lige efter, at aftalen var underskrevet.

- Jeg er rigtig glad, da det er et vigtigt skridt i styrkelsen af vores demokrati på sigt. Mennesker i vores land har ret til at ytre sig, og det skal man vænne sig til fra barnsben, fra skole, og det giver vi nogle gode rammer fra nu. Så det er en rigtig stor dag for demokratiet og Kommuneqarfik Sermersooqs børn. De får nu en stemme, og vi er forpligtet på en anden måde at lytte til dem, siger Asii Chemnitz Narup.

Læs også Kommuneqarfik Sermersooq opretter børneråd

Børn og unge i Kommuneqarfik Sermersooq kan ifølge borgmesteren se frem til, at de med børnerådet får bedre mulighed for at påvirke deres egen hverdag.

- De ytringer, meninger og tilkendegivelser får en kanal direkte ind til beslutningstagerne eksempelvis kommunalbestyrelsen. Der er nogle forpligtende fora, der er etableret, som lærer, kommunalpolitikere, børn og forældre, skal bidrage sammen til. Jeg tror, at vi får nogle mere kvalificerede beslutninger i forhold til at forbedre børns liv.

Læs også Qeqqata Kommunia opretter børneråd

Udover Kommuneqarfik Sermersooq er der oprettet et børneråd i Qeqqata Kommunia.

Martha Lund Olsen lover, at der også er børneråd på vej i resten af landets kommuner.

- Vi regner med, at det sker i år, og vi tager dem efter tur. Vi mangler at få indgået samarbejdsaftaler med Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia, siger Martha Lund Olsen.