Dom i hashsag: Tre unge skal otte år i anstalten

En 25-årig mand, en 24-årig kvinde og en 20-årig kvinde har i denne uge siddet på anklagebænken i en hashsag.
De tre personer er dømt for at have arbejdet sammen med flere ukendte medgerningsmænd om at organisere indsmuglingen ’med henblik på videreoverdragelse’ af hashen. Foto © : KNR / Birgitte Kjeldsen
16. februar 2024 10:10

Dømt, dømt og dømt.

Sådan lyder afgørelsen for de tre unge i 20'erne, der har været tiltalt i flere forhold, der omhandler forsøg på at smugle godt 14 kilo hash ind i landet via lufthavnene med henblik på videreoverdragelse.

Sagen har kørt i Sermersooq Kredsret hele ugen, og der er netop blevet afsagt dom.

I alt tre personer har siddet på anklagebænken i løbet af denne sag: 25-årige Carlo Louis Gildsig Petersen, 24-årige Jarina Steenholdt og 20-årige Pipaluk Kimmernaq Olsen Rasmussen.

De har alle nægtet sig skyldig i alle forhold med undtagelse af den 25-årige, som har kendt sig skyldig i at have været i besiddelse af 5,47 gram hash i anstalten.

Carlo Louis Gildsig Petersen og Pipaluk Kimmernaq Olsen Rasmussen har hver fået to år og seks måneder ubetinget i anstalten.

Jarina Steenholdt er dømt til tre års ubetinget anstaltsanbringelse.

Dermed har retten fulgt anklagerens påstand, hvorimod de tre personernes forsvarer gik efter frifindelse.

Organiseret indsmugling 

Retten lagde vægt på, at der er tale om organiseret indsmugling af hash. Og hvis hashen var kommet på gaden, ville det have haft store samfundsmæssige konsekvenser.

Både forsvaret og anklagemyndigheden tager betænkningstid i forhold til at anke dommene i forhold til den Carlo Louis Gildsig Petersen og Jarina Steenholdt.

20-årige Pipaluk Kimmernaq Olsen Rasmussen anker på stedet sin dom til Landsretten med henblik på frifindelse, hvorimod anklagemyndigheden modanker til skærpelse.

Anklager Brian Viholt udtaler til KNR efter domsafsigelsen, at det er en alvorlig sag, som var vigtig for anklagemyndigheden at vinde. Han vil dog ikke kommentere på, om de 14 kilo hash er meget.

- Det er en vigtig sag, fordi det omhandler bagmændene. Jeg går ikke så meget op i mængden, men jeg går op i, at bagmændene ikke skal have lov at slippe, for så bliver det bare ved og ved siger han og fortsætter:

- Vi er meget tilfredse med dommen. Mine tanker går også ud til de unge mennesker, og jeg håber, at man tænker sig om, inden man kaster sig ud i at organisere sådan noget kriminalitet.

Men Jannik Isidor, som er forsvare for den 20-årige kvinde, er derimod noget utilfreds med dagens dom.

- Jeg er sådan set ret overrasket over, at hun blev dømt i overensstemmelse med anklageskriftet, for jeg synes ikke, beviserne er til det. Så vi tager den i Landsretten, og så forventer jeg, at vi får en frifindelse der.

Fordi de dømte enten har anket til Landsretten eller taget sig to ugers betænkningstid, er sagen ikke afsluttet endeligt endnu - heller ikke fra anklagemyndighedens side.

Betalt for indsmugling

De tre personer er dømt for at have arbejdet sammen med flere ukendte medgerningsmænd om at organisere indsmuglingen ’med henblik på videreoverdragelse’ af hashen.

Den starter med, at en mand i marts sidste år blev stoppet i lufthavnen i Nuuk. Han var i besiddelse af godt fire kilo hash.

Den 24-årige kvinde og den 25-årige mand er fundet skyldige i at have overtalt, planlagt, betalt og organiseret mandens rejse mellem Danmark og Grønland.

Blot tre dage efter – altså i en periode fra 20. marts til starten af april sidste år - er de tre personer dømt for at have forsøgt at smugle yderligere fire kilo hash fra København ind i Grønland via lufthavnene i Nuuk, Aasiaat og Ilulissat.

Det mislykkedes. Blandt andet fordi den 25-årige mand blev anholdt og tilbageholdt 22. marts, fremgår det af anklageskriftet.

Igen i april 2023 stod de to tiltalte kvinder bag et smuglerforsøg, hvor en tredje person rejste med knap fem kilo hash i sin bagage fra Danmark til Grønland. Personen blev stoppet i Kangerlussuaq Lufthavn.

Derudover har Carlo Louis Gildsig Petersen fået konfiskeret tre telefoner, 5,47 gram hash, vakuumposer og engangshandsker med mere.

Jarina Steenholdt har også fået konfiskeret en telefon.