Dag tre i stor hashsag: Kan beviserne kobles sammen med de tiltalte?

Der var lagt op til den helt store gennemgang af anklagemyndighedens dokumentation i dag.
Dag tre i en stor hashsag stod på dokumentation fra anklagerens Foto © : KNR / Birgitte Kjeldsen
14. februar 2024 16:49

Sagen om forsøg på indsmugling af 14 kilo hash kører på tredjedagen i Sermersooq Kredsret.

I dag var der lagt op til en minutiøs gennemgang af anklagemyndighedens dokumentation.

På anklagebænken sidder en 25-årig mand og to kvinder på 20 og 24 år, der tilsammen er tiltalt for forsøg på indsmugling af godt 14 kilo hash fra december 2022 til april sidste år.

Anklageren varslede, at gennemgangen ville tage fem timer.

Interessante telefoner

Gennem hele sagen har telefoner og flere telefonnumre spillet en vigtig rolle for anklagemyndigheden.

Anklageren har flere gange spurgt vidner ind til de forskellige telefonnumre. Også mandag under vidneforklaringerne cirklede anklageren omkring spørgsmål i forhold til forskellige numre og flere konfiskerede telefoner.

Derfor brugte han også i dag en god mængde tid på at dokumentere, hvordan anklagemyndigheden mener, at flere telefoner og flere telefonnumre kan kobles sammen med personer, der har tilknytning til sagen eller direkte til de tre tiltalte.

Det skete via et unikt nummer, som alle telefoner har. Et nummer, der kan identificere en telefon på samme måde, som en nummerplade identificerer en bil.

Derfor er de vigtige i anklagerens bevisførelse, og han gennemgik dem derfor en efter en.

Alt sammen for at kortlægge, hvor ejeren af telefonen har befundet sig, hvem de har været i kontakt med, og om der er foretaget opkald eller sendt sms’er til andre telefoner og numre, der er interessante for sagen.

Kontakt mellem de tiltalte?

Efter godt halvanden time nåede anklageren frem til sidste telefon, som politiet mener, den 25-årige tiltalte mand ejer.

Det nægtede den tiltalte dog mandag under sin vidneafhøring.

Under gennemgangen kom det frem, at telefonen har været i kontakt med to personer med tilknytning til sagen. Det ene nummer tilhører den formodede smugler, der blev anholdt i Nuuk Lufthavn tilbage i marts sidste år med godt fire kilo hash i sin kuffert.

Han påstod dog i går under sin vidneforklaring, at han ikke kender nogen af de tre tiltalte.

Uimponerede forsvarer

Og ved frokosttid er den 20-årige kvindes forsvarsadvokat, Jannik Isidor, heller ikke synderligt imponeret af anklagemyndighedens beviser.

- Der jo ikke nogen håndfaste beviser. Det er alene på baggrund af indicier, og de indicier, der i forhold til min klient, er ganske tynde.

- Jeg har ikke hørt noget, der er overrasker mig, og som vi ikke var forberedte på, så jeg er fortsat fuld af fortrøstning i forhold til, at hun bliver frifundet, siger han.

Heller ikke den tiltalte mands forsvarer, Thomas Wiemann, giver meget for anklagerens beviser.

- Jeg mener ikke, at anklageren har løftet bevisbyrden i dag, så min påstand er stadig frifindelse, siger han.

Om retten mener, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden, må tiden vise, når sagen fortsætter torsdag og fredag.