Tre personer nægter sig alle skyldige i at smugle hash

I dag startede en større sag om hash. På anklagebænken sidder tre personer i 20’erne, der tilsammen er tiltalt for at have forsøgt at smugle 14 kilo hash ind i Grønland.
En større sag om indsmugling af hash er i dag startet ved Sermersooq Kredsret.
12. februar 2024 17:23

De tatoverede håndrygge er lige præcis synlige under den mørkegrå langærmede bluse. Han sidder afslappet i den sorte kontorstol med foldede hænder, som hviler på vidneskranken, men kigger stift på anklageren. 

Den 25-årige mand er en af tre tiltalte i en større sag om forsøg på indsmugling af hash, der i dag er startet i Sermersooq Kredsret.

På anklagebænken sidder sammen med ham to kvinder i 20’erne. De tre unge er tiltalt for ‘i forening' i en periode på fem måneder at have forsøgt at smugle godt 14 kilo hash ind i landet via lufthavnene med henblik på videreoverdragelse.

Nægter sig skyldige

Alle tre tiltalte nægter sig skyldige, og deres forsvarer vil have dem frifundet, bliver det slået fast kort efter, at retsmødet er gået i gang.

Det står i kontrast til anklagemyndighedens påstand om to år og seks måneders ubetinget anstaltsanbringelse til den 25-årige mand og den 20-årige tiltalte kvinde. 

Den sidste tiltalte, en 24-årig kvinde, mener anklagemyndigheden skal idømmes tre års ubetinget anstaltsanbringelse. 

Selvom det er en alvorlig sag, er stemningen i retslokalet let, og der er småsnak mellem sagens advokater, der alle har tre store ringbind med sig med sagens bilag. Stemningen ændrer sig dog hurtigt, da retten bilver sat.

Sparsomt med kommentarer

Til stede er to politibetjente, de tre tiltalte, deres forsvarer, dommeren, tre domsmænd og sagens anklager. 

Mens anklageren har ordet til at begynde med, sidder den 25-årige mand uroligt på stolen. Flere gange fugter han sine læber og synker dybt, mens han vipper frem og tilbage på kontorstolen. Han virker urolog i modsætning til, når han sidder i vidneskranken, hvor han virker rolig ligesom de to kvinder.

Flere gange i løbet af retsmødet er de tre tiltalte på skift i vidneskranken for at afgive forklaring i sagens i alt fem forhold.

Det er dog sparsomt, hvad de to kvinder siger under retssagen, for ingen af dem ønsker at udtale sig, men svarer kun på spørgsmål fra deres forsvarer.

Nægter at kende hinanden

De to kvinder forklarede begge i retten, at de ikke havde mødt hinanden før sidste år, hvor de boede på samme hotel i Danmark, men at de har haft ‘kendskab til hinanden’ siden 2016 på sociale medier.

De to kvinder forklarer dog, at ingen af dem kender den 25-årige tiltalte mand, som de er tiltalte for at stå i ledtog med.

Retssagen fortsætter tirsdag, hvor der bliver aflagt vidneforklaringer. Blandt vidnerne er blandt andet den 20-årige kvindes mor, et vidne fra et turistselskab, en politibetjent samt en fjerde mand, der blev anholdt 17. marts sidste år for at smugle hash. Manden menes at have ageret smugler i denne sag.