Træt Ukaleq Slettemark melder afbud til World Cup

Konkurrencesæsonen slutter tidligere end den oprindelige plan for skiskytten Ukaleq Slettemark, der nu mærker efterdønninger fra sin vej til vinter-OL.
Ukaleq Slettemark 2022
Ukaleq Slettemark ramte 30 ud af 30 mulige ved skydningen i OL Foto © : Greenland Biathlon
Skrevet af Noah Mølgaard
17. marts 2022 10:13

20-årige Ukaleq Slettemark skulle have deltaget i World Cup i Holmenkollen som sæsonafslutning i næste uge.

Men nu har hun meldt afbud, da hendes krop endnu ikke er kommet sig efter den træthed, der kom under ungdoms VM i februar.

LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark efter ny fejlfri skydning: Verdenseliten lykønskede mig efter løbet

- Det har været en lang og hård sæson og min form har ikke været god til at kunne opretholde hele sæsonen, siger Ukaleq Slettemark til KNR.

OL i Beijing kostede kræfter

Hendes højdepunkt i sæson var, da hun kvalificerede sig til vinter-OL i Beijing. Her formåede hun at være den eneste kvindelige skiskytte, der skød fejlfrit efter 30 skydninger. Men optakten til OL kostede også kræfter. 

Det var nemlig en lang og stejl bakke bare for at kvalificere sig til OL, hvilket lykkedes for hende kort før jul.

Efter vinter-OL i Beijing smuttede også hun sammen med broren, Sondre Slettemark, til USA for at være med til ungdoms VM. Her kunne man allerede se en træt Ukaleq Slettemark. Hun valgte at stå over i 10 kilometer jagtstart for at hvile kroppen.   

Og den spændende sæson skulle have været afsluttet i Oslos berømte skistadion Holmenkollen, men sådan skulle det alligevel ikke være.

- Det er selvfølgelig lidt træls, men det er det bedste for min krop og min form at jeg nu står over, siger Ukaleq Slettemark.

Vil træne med unge i Nuuk

Det var været en begivenhedsrig sæson, hvor hun i efteråret blev nummer 7 i den internationale konkurrence IBU Cup og det hele kulminerede med OL i Beijing.

- Jeg ser tilbage på, at jeg har forbedret min skydning rigtig meget, som jeg så til OL. Jeg har også klaret at være i en form, hvor jeg ikke været i før i starten af sæsonen. Og det er lang tid siden, at jeg har taget skridt op, siger Ukaleq Slettemark, der som eneste OL-atlet ramte 30 ud af 30 mulige under skydningen.

LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark er udtaget til OL

Hendes krop sagde fra under ungdoms VM i USA i februar og har endnu ikke kommet sig.

Nu tager hun pause fra internationale konkurrencer til efteråret og tager den med ro.

Men helt ro bliver der ikke tale om, da hun skal deltage i GM i langrend i påsken og tager til Nuuk bagefter for at træne unge i skiskydning sammen med sin mor Uiloq Slettemark.