Ukaleq Slettemark er udtaget til OL

Ukaleq Slettemark er atlet nummer 62 på det danske OL-holdkort, og hun stiller op i skiskydning ved vinter-OL.
Til OL stiller Ukaleq Slettemark op under dansk flag, fordi den Internationale Olympiske Komité (IOC) ikke anerkender Grønland som selvstændig nation i olympisk kontekst.
Skrevet af Bibi Nathansen
18. januar 2022 07:49

Skiskytten Ukaleq Slettemark er udtaget til vinterlegene i Beijing.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund tirsdag i en pressemeddelelse.

Ukaleq Slettemark blev udtaget, efter hun har opfyldt både Danmarks OL-kvalifikationskrav og samt IOC’s krav.

Derudover har hun placeret sig som nummer otte ud af de 12 løbere, som får tildelt et ”Wildcard” fra IOC.

Stiller op under dansk flag

Til OL stiller Ukaleq Slettemark op under dansk flag, fordi den Internationale Olympiske Komité (IOC) ikke anerkender Grønland som selvstændig nation i olympisk kontekst.

Ukaleq Slettemark er glad for at kunne repræsentere både Grønland og Danmark ved legene.

- Jeg er enormt stolt over at repræsentere rigsfællesskabet og stolt over at stille op under det danske flag - for både Grønland og Danmark, siger Ukaleq Slettemark.

LÆS OGSÅ Ukaleq efter fejlfri skydning: Jeg tror på OL

Danmark er lige nu oppe på 62 atleter til vinter-OL i fem idrætsgrene.

- Det er det største, jeg kan opnå sportsligt, for OL er kun hvert fjerde år, så jeg får ikke mange chancer i karrieren. Til OL topper alle. Alle ser frem til OL, og alle forsøger at være i deres livs form, siger hun.

Ukaleq Slettemark har løbet særlig to gode løb til IBU-cup før jul, hvor hun placerede sig som nummer syv og 14 ud af de mere end 100 startende. Disse løb blev afgørende for kvalifikationen.

Til OL stiller Ukaleq Slettemark op i 15 kilometer individuelt og 7,5 kilometer sprint. Hvis hun kommer i top-60 på sprintdistancen, kvalificerer hun sig til jagtstarten på 10 kilometer.

Vinter-OL løber begynder 4. februar og slutter 20. februar og afvikles i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Danmark deltager med det største hold til et vinter-OL nogensinde.