Ukaleq efter fejlfri skydning: Jeg tror på OL

Skiskytten Ukaleq Slettemark var i international konkurrence her til morgen, hvor hun atter klarede kvalifikationskrav til OL. På søndag bliver OL-navne offentliggjort.
Ukaleq Slettemark 2021
Ukaleq Slettemark skød fejlfrit i IBU Cup fredag morgen Foto © : Greenland Biathlon
Skrevet af Noah Mølgaard
14. januar 2022 11:29

Ukaleq Slettemark havde ti fuldtræffere ud af ti skud under seniorernes internationale konkurrence IBU Cup i den slovakiske skisportsby Osrblie.

Hun sluttede på en 28. plads ud af 95, der startede i dagens konkurrence. Og det var godt resultat, når man retter sigtekornet mod kvalifikation til vinter-OL i Beijing.

- Det ser rigtig lyst ud med OL nu, siger Ukaleq Slettemark til KNR.

TV2’s ekspertkommentator Kristian Bonne Wulff postede på TV2’s Facebook-side, at han også tror på, at Ukaleq Slettemark nu er kvalificeret til OL og skal stille op under dansk flag, da Grønland ikke er selvstændigt medlem af den internationale olympiske komite.

LÆS OGSÅ Skiskydning: Ukaleq med god udsigt til OL

- Det var nok allerede sikret for nogle dage siden og nu er det helt klart, ser det ud til, siger en tilfreds Ukaleq Slettemark.

Der var ellers spænding om, hvorvidt det grønlandske OL-håb overhovedet kunne stille op til konkurrencen i dag. Hun valgte for et par dage siden at sidde over i en konkurrence på grund af sygdom.

- Jeg sluttede på en syvendeplads i Idre, hvor jeg havde en fejlfri skydning. Jeg havde også en fejlfri skydning i dag og sluttede på en 28. plads. Det siger noget om min nuværende fysiske form, siger Ukaleq Slettemark.

Danmarks Idrætsforbund meddeler samtlige OL-deltagere for Danmark på søndag. Det ser nu ud til at være en formalitet for Ukaleq Slettemarks vedkommende.

Når starten går på det olympiske stadion, så består startfeltet af verdenseliten, der alle kæmper om gode placeringer.

- Det er rigtig højt niveau. Folk kommer for at vinde. Der er ingen, der kommer for at gøre det dårligt. Og jeg ved, at jeg ikke er på niveau med World Cup-løbere. Men jeg har kvalificeret mig, og jeg vil gøre mit allerbedste, siger Ukaleq Slettemark.

Det bliver i så fald anden gang, at en skiløber fra Grønland deltager i OL i skiskydning. Ukaleq Slettemarks far Øystein Slettemark deltog i OL i Vancouver i Canada i 2010.