Skiskydning: Ukaleq med god udsigt til OL

Grønlands OL-håb Ukaleq Slettemark deltager i flere internationale løb, der har bragt hendes på rette OL-spor.
Ukaleq Slettemark december 2021
Ukaleq Slettemark har været tæt på podieplads i IBU Cup Foto © : Greenland Biathlon
Skrevet af Noah Mølgaard
03. december 2021 14:27

Midten af januar i det nye år bliver deadline for udtagelse til vinter OL for 20-årige Ukaleq Slettemark.

Deltagelse i IBU Cup i den svenske by Idre og Sjusjøen i Norge har givet gode håb til eventuel udtagelse.

Ukaleq Slettemark har fået tildelt et wildcard fra det internationale skiskydningsforbund ud fra sine internationale pladser, og det er de ti bedste med wildcard, der kan blive udtaget til vinter OL i februar.

- Jeg ligger som nummer fire nu. Der er gode udsigter, men det er først omkring 16. januar, der bliver meddelt udtagelser, siger Ukaleq Slettemark til KNR.

Hendes nuværende position i OL-kvalifikation er opnået ved deltagelse i IBU Cup i de sidste to uger, hvor hun i det ene løb for to uger siden var sekunder fra podieplads. Det var under en konkurrence i Idre.

- Jeg lå ellers på en tredjeplads efter sidste skydning, men så raslede jeg ned. Jeg havde ikke flere kræfter at give af. Der var jeg mere end tilfreds med en syvende plads, siger Ukaleq Slettemark.

- Det var i hvert fald motiverende at se at der ikke er så lang til toppen. Jeg var kun otte sekunder fra den tredjeplads, fortæller Ukaleq Slettemark.

Nye chancer kommer

Der venter stadig store konkurrencer inden jul, hvor hun blandt andet skal deltage i World Cup i Østrig.  Der er håbet en kvalifikation til jagtstarten, hvor 60 bedste løbere kvalificerer sig efter sprint.

Derefter kommer ventetiden på om OL-kvalifikation bliver realitet eller om hun skal vente yderligere fire år til at realisere sin drøm.

Og taget hendes alder på blot 20 år i betragtning, så giver det et håb at der kommer nye chancer i fremtiden

- Det er ikke det værste tidspunkt ikke at kvalificere sig. Jeg ved at det ikke er nu, at jeg skal være i min livs form. Men det vil være en kæmpe oplevelse, hvis jeg kan få lov til at være med, siger Ukaleq Slettemark, der tænker, at OL-deltagelse nu vil give gode erfaringer, som hun kan trække på i de kommende år.