Private lægeklinikker kan være på vej til Nuuk

En ny redegørelse har undersøgt muligheden for at tilbyde private sundhedsydelser. Den finder flere fordele og ulemper, som nu skal diskuteres politisk.
Det er Anna Wangenheim, der sidder med ansvaret for sundhedsvæsnet som naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Emil Weis
16. april 2026 15:05

Allerede i 2023 besluttede naalakkersuisut, at det skulle undersøges, om det er muligt at oprette private lægeklinikker i Grønland. 

Og nu er vi et skridt tættere på, at det kan være et tilbud i fremtiden. 

Naalakkersuisut har netop offentliggjort en ekstern redegørelse, der har kigget nærmere på muligheden for at etablere privat sundhedsfaglig praksis. 

Det skriver Departementet for Sundhed og Personer med handicap i en pressemeddelelse. 

Undersøgelsen er lavet af Center for Folkesundhed i Grønland, der har undersøgt tre forskellige modeller med et mere eller mindre uafhængigt tilbud.

- Fælles for dem er, at de i forskellig grad forventes at øge den sociale ulighed i sundhed, står det konkluderende i undersøgelsen. 

Alle tre modeller har dog også i større eller mindre grad mulighed for at aflaste presset på det offentlige sundhedsvæsen. 

Presset sundhedsvæsen

Det er i dag allerede muligt at gå til privat tandlæge eller fysioterapeut, men der findes endnu ingen private lægeklinikker. 

- Selvom den eksisterende lovgivning muliggør etableringen af privat sundhedsfaglig praksis, fastsætter den ikke konkrete rammer for, hvordan samarbejdet mellem den private sundhedsfaglige praksis og det offentlige sundhedsvæsen skal foregå, skriver departementet i pressemeddelelsen. 

Derfor har den nye undersøgelse kigget på tre modeller for private tilbud. En hvor det private er tæt integreret med de offentlige tilbud, en hvor det private er uafhængigt og til sidst en kombination af de to modeller. 

- En integreret praksis kan potentielt aflaste det offentlige sundhedsvæsen og styrke kontinuitet i patientforløb, men kun hvis der fastsættes klare rammer for målgrupper, økonomi og samarbejde, står der i undersøgelsen. 

Det slås også fast, at uanset hvilken model man politisk ønsker at etablere, så bør det i første omgang ske som en afgrænset forsøgsordning. 

Undersøgelsen peger på, at det kun er i Nuuk, at befolkningen er stor nok til, at det kan give mening med private lægeklinikker. 

Grundig ‘politisk drøftelse’

I sundhedsforliget fra 2023 blev det fra Atassuts side gjort klart, at de private tilbud kunne være med til at aflaste det offentlige sundhedstilbud. 

Partiet påpegede blandt andet, at det kan være svært at få en tid hos lægen ved Dronning Ingrids Hospital, og det kunne private lægeklinikker hjælpe med. 

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvornår politikerne forventer at diskutere muligheden for private sundhedstilbud:

- Redegørelsen lægger op til en grundig politisk drøftelse af, hvilke løsninger der bedst kan styrke sundhedsvæsenet og tilgængeligheden for borgerne.