Torskenes øresten genstand for biologispeciale

Den danske biolog Per Roe, der har studeret på Århus Universitet, har været i Grønland i forbindelse med udarbejdelsen af sit speciale. Her var der brug for en stor samling af øresten fra grønlandske torsk. Med dem som beviser, fik Per Roe fortalt forskellen mellem torsken ved Nuuk og torsken ved Sisimiut.
Skrevet af Peter Troelsen
12. februar 2013 11:43

Man skulle umilddelbart ikke tro, at der var den store forskel på de torsk, der fanges i Nuuk, og de torsk fiskerne i Sisimiut henter med hjem efter en lang dag på havet, men ny forskning viser, at der er en endog meget stor forskel på de to torskebestande.

Noget så ukendt som ørestenene på to torskebestande fik fortalt alt om den forskel, der er på torsk. De er nemlig afhængige af hver sin oscillation, og derfor meget forskellige. I Nuuk er torsken påvirket af den nordatlantiske oscillation (NAO), og i Sisimiut har torsken alle dage været påvirket af den arktiske oscillation (AO). Det har betydet de to torskebestande har haft vidt forskellige opvækstforhold, og derfor er blevet meget forskellige.

Torskens øresten har vækstringe, ligesom med træerne. Derved er der en sammenhæng mellem væksten og bredden af vækstringene. Dvs., at i år med gode betingelser i form af rigeligt føde og fordelagtige temperaturer vil ringene være bredere. Væksten kan derved relateres til de svingninger, man ser i temperaturen, fødeudbud og i de store klimasystemer, som er meget bestemmende for forholdende ved Grønland.

I den undersøgte periode var der en udtalt kold periode (1980-1996) efterfulgt af en varm periode (1997-2008) hvor havtemperaturen steg med næsten 1,5 °C i gennemsnit. Den udvikling afspejles dog ikke entydigt i torskenes vækst, om end væksten så ud til at aftage i den kolde periode, hvor særligt de unge torsk blev påvirket. Derimod var der en meget god sammenhæng mellem AO og væksten, hvilket er modsat det vi har fundet i Nuuk området, hvor væksten i højere grad var styret af NAO.

Vækstområdet har altså stor betydning for torskens vækst, og det ser altså ud til, at de overordnede klimasystemer dikterer væksten i store træk, mens temperaturen giver variation under de givne betingelser.