Appel fra Ilulissat til politikerne: Åbn landet for turister udefra

Turistrådet i Ilulissat beder om ekstra hjælp og appellerer til politikerne om at genåbne landet for turister senest 1. juni. Ellers risikerer turistselskaberne simpelthen at lukke.
Normalt er Ilulissat en turistmagnet, men det har coronakrisen ændret på. Foto © : KNR / Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Anders Dall
14. maj 2020 05:59

I Ilulissat hober frustrationerne sig op blandt byens turistselskaber.

Tabt omsætning presser pengekassen, og uvisheden over hvornår turister igen kan rejse ind i landet giver bekymrede miner hos byens turistråd. 

Det forklarer Arne Niemann, der er formand i rådet. Han frygter, at de mindre turistvirksomheder i byen risikerer at gå konkurs, hvis ikke branchen får hjælp fra Naalakkersuisut.

- Det kan betyde lukning, for det er godt nok lige oppe over for mange af os, siger Arne Niemann om den nuværende situation.

LÆS OGSÅ Borgmester til Vittus Qujaukitsoq: Vi kræver ikke flere penge

I et åbent brev tidligere på ugen skrev naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer, Vittus Qujaukitsoq (NQ), at Naalakkersuisut ikke tager tager mod nye udgiftskrævende forslag resten af året, medmindre de er tvingende nødvendige.

Ifølge Arne Niemann er det dog tvingende nødvendigt med hjælp til landets turistselskaber.

- Vi kan i hvert fald ikke overleve, hvis ikke der bliver åbnet op nu, og han bliver nødt til at kigge på os som borgere. Det er altså ikke noget, vi selv har været ude om det her. Det er jo selvstyret, der har sagt, at vi ikke må have åbent og ikke må få turister.

Brug for ekstra støtte

Turistselskaberne har mulighed for at søge om penge fra de eksisterende hjælpepakker, men de yder ikke tilstrækkeligt med hjælp til turistselskaberne, mener formanden.

Han driver selv firmaet IceCap Tours og har søgt om penge fra hjælpepakken, hvor han modtager 23.000 kroner hver måned for tabt omsætning.

Men når man som Arne Niemann indtil videre har mistet 2,5 millioner kroner af firmaets omsætning på grund af coronakrisen, bør politikerne grave dybere for at kompensere. 

- Der må de summe mere op, siger han.

De samlede hjælpepakker er på 257 millioner kroner. Men ved udgangen af april var der kun udbetalt 12,7 millioner kroner fra erhvervshjælpepakkerne og knap 1,5 millioner kroner fra arbejdsmarkedspakken.

LÆS OGSÅ Vittus Qujaukitsoq om kommuners forslag: Hvordan skal de finanseres?

Ifølge Arne Niemann er de allerede afsatte penge i hjælpepakkerne et godt udgangspunkt i forhold til at sætte ind med yderligere hjælp til turistvirksomhederne. Han foreslår, at turistselskaberne kan få udbetalt den skat, som de har indbetalt for sidste år, som en ekstra hjælp til at komme igennem coronakrisen.

- For det er jo attraktivt at have lokalt forankrede firmaer heroppe, som betaler skat frem for de store selskaber, der kommer udefra, siger han.

Lokalturismen i knæ

De nuværende rejserestriktioner gælder frem til udgangen af maj, og det er fortsat uvist, om turister får lov til frit at rejse til Grønland fra og med 1. juni.

Ifølge Arne Niemann vil det med hans egne ord være skrækkeligt, hvis ikke der bliver åbnet op for turister fra og med 1. juni. Han har svært ved at overskue et scenarie, hvor restriktionerne bliver forlænget yderligere.

- Så er der kun de store selskaber tilbage, som er godt polstret og kan overleve krisen heroppe. Så bliver der ikke mere lokalturisme mere det er helt sikkert, spår han.