Minister afviser at åbne anstalt i Kangerlussuaq
Der er ingen udsigt til, at Hotel Gitterly igen bliver en realitet i Kangerlussuaq.
Det slår den danske justitsminister Nick Hækkerup (S) fast i et brev til Folketingets Grønlandsudvalg.
Den 19. november 2020 var der 42 domsfældte personer, som ventede på en plads i anstalten. Men 21 af dem er indkaldt til afsoning i løbet af december 2020 og januar i år, oplyser justitsministeren.
LÆS OGSÅ Seksuelle forbrydere går frit og venter på afsoning
Og med kun 21 domsfældte på ventelisten er der ingen grund til at genåbne en midlertidig anstalt i Kangerlussuaq, vurderer han.
- På baggrund af det aktuelle antal domfældte på ventelisten, er det kriminalforsorgens vurdering, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at genetablere anstalten i Kangerlussuaq, skriver han til Grønlandsudvalget.
Forskellige steder i Kangerlussuaq har i henholdsvis 2007, 2009 og 2013 været brugt som midlertidig anstalt. I de perioder har ventelisten været på hele 250 til 300 domsfældte. Og det er ikke tilfældet nu.
Nick Hækkerup tilføjer, at der desuden ikke er mandskab nok i hverken Grønland eller Danmark til at kunne bemande en ekstra anstalt.
Partier har krævet flere pladser
I september kunne KNR fortælle, at 65 domsfældte ventede på afsoning. Blandt dem var 25 personer dømt for sædelighedsforbrydelser. I alt er der på landsplan 154 anstaltpladser.
Det fik blandt andet Demokraterne til at kræve flere faste anstaltpladser, mens IA ønskede at genåbne en midlertidig anstalt i Kangerlussuaq og indføre fodlænke som afsoning for mindre forbrydelser.
Grønlands størrelse, internetdækningen og manglen på ansatte i Kriminalforsorgen gør dog brugen af fodlænke som afsoning næsten umulig, viser flere undersøgelser.
LÆS OGSÅ Fodlænke-model har lange udsigter: Store afstande og farlige dømte spænder ben
Den danske justitsminister erkendte da også, at ventetiden var et problem. Løsningen skulle være at oprette flere pladser i de eksisterende antalter til personer, som er dømt for alvorlige forbrydelser.
Ifølge Nick Hækkerup er Justitsministeriet stadig i gang med undersøge muligheden for flere anstaltpladser.