Tele afskriver fejlslagen kæmpeinvestering

Et kundestyringssystem skulle tage Tele-Post ind i fremtiden, men prisen løb løbsk og funktionaliteten er endnu ikke kommet over målstregen.
Foto © : Jonas Løvschall-Wedel
17. juni 2016 14:42

Et kundestyringsprogram blev cirka dobbelt så dyrt, som planlagt og lever fortsat ikke op til forventningerne.

Derfor har den ny ledelse i Tele-Post valgt at afskrive investeringen over to år i stedet for fem.

Læs også Tele-Post leverer et stabilt resultat

Samlet pris for misæren er 90 millioner kroner. Det er ikke godt nok, lyder det fra selskabts nye direktør, som har arvet IT-systemet fra sine forgængere og godt er klar over, at det skal være slut med den slags fejlslagene investeringer.

- Forventningen til mig er helt klart, at den slags ting ikke gentager sig. Og jeg kommer til at gøre mit for, at den slags beslutninger er gennemarbejdet og velovervejet, siger administrerende direktør i Tele-Post, Kristian Reinert Davidsen.

Dobbelt så dyrt som planlagt

Han peger på manglende kontinuitet i ledelsen og projektledelsen, som en årsag til det uheldige projekt, som altså er endt med at koste omtrent det dobbelt af det oprindelige estimat.

Læs også Tele vil kickstarte landet med internet-motorvej

Derfor skal der sikres kontinuitet i projektledelsen.

- Således at den slags projekter ikke kommer til at få udfald, som det her har haft, siger han.

Skulle tage selskabet ind i fremtiden

Baggrunden for den store investering var, at Tele-Post har utroligt mange programmer, for både kunders betaling, forskellige produkter og et hav af andre ting. Ønsket var samle alle programmerne, både tekniske og økonomiske, under et system. Det skulle gøre hele administrationen mere smidig og fleksibel.

Investering

Investeringen i kundestyringssystemet er endt med at koste 90 millioner kroner. I årets regnskab er 10,3 millioner af investeringen blev lagt på driftsresultatet, på grund af den skuffende funktionalitet. De resterende 80 millioner kroner afskrives over to år i stedet for tre til fem år.

- Man startede på et projekt, der virkeligt skulle tage virksomheden ind i fremtiden, siger direktøren.

Målet var at:

- Dyrke den her tanke om selvbetjening, således at kunderne kan betjene sig selv, siger han.

Enklere og billigere

Det nye system skulle, altså gøre administrationen billigere i Tele og betyde, at kunderne ville kunne klare stort set alt over nettet.

- Det vil være enklere at være kunde, men det vil også være enklere at administrere virksomheden, forklarer Kristian Reinert Davidsen.

Læs også Liberalisering af telemarkedet vil være en gevinst

Alt sammen gode tanker, men prisen på 90 millioner er alt for høj, vedkender direktøren sig.

Nu skal projektet afsluttes

Systemet er i dag i drift, så det har ikke været penge ud af vinduet, men det fungerer endnu ikke optimalt.

Derfor skal Kristian Reinert Davidsen nu finde ud af, om man skal skære fra i systemet og gøre det mindre komplekst eller om selskabet skal fortsætte udviklingen og gå efter den fulde funktionalitet.

I hvert fald er der ét svar, der skal findes.

- Hvordan får vi det her projekt afsluttet, siger Tele-Posts direktør.