Viceborgmester bliver løsgænger i kommunalbestyrelse
Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Gideon Lyberth trak sig fra kommunalbestyrelsen. Det er ikke korrekt. Han har valgt at blive løsgænger.
‘Efter at have tænkt længe over det har jeg valgt at blive løsgænger i kommunalbestyrelsen og har indgået en samarbejdsaftale med oppositionen’.
Sådan indleder Gideon Lyberth et opslag på Facebook.
Beslutningen om at blive løsgænger er ifølge Lyberths opslag kommet efter, at kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia kun vil fokusere på i fremtiden at udvikle Sisimiut, som er den største by i kommunen.
- Flertallet i Siumut og IA har i høj grad overskredet mine personlige og politiske værdier ved deres beslutning om primært at udvikle Sisimiut, skriver politikeren.
- Som valgt politiker er det helt afgørende for mig, at alle områder – både byer og bygder – udvikles ligeværdigt, og det kan kun lade sig gøre gennem samarbejde med oppositionen.
Store planer for Kangerlussuaq-området
Selvstyret har ifølge Gideon Lyberth store planer med området omkring Kangerlussuaq, men det er planer, som kommunen ikke er inddraget i, skriver politikeren.
Derfor er der nu blevet oprettet et nyt udvalg for erhverv og råstoffer, som skal bidrage til at fremme erhvervsudviklingen i Qeqqata Kommunia.
Gideon Lyberth skriver, at han fortsætter som løsgænger, efter han nu forlader Siumut. Om han har planer om at melde sig ind i et nyt parti fremgår ikke af opslaget.
KNR har rakt ud til Gideon Lyberth og borgmester Malik Berthelsen for en kommentar.
Forlader Siumut
- Jeg ønsker at træde ud af partigruppen i kommunen, men vil gerne forblive en del af Siumut, men det kan ikke lade sig gøre, fortæller Gideon Lyberth til KNR her til eftermiddag.
Gideon Lyberth fortsætter som viceborgmester, fortæller både han og Malik Berthelsen, der er borgmester.
- Jeg er ærgerlig over beslutningen, men jeg forventer et fortsat godt samarbejde mellem ham og jeg, siger Malik Berthelsen.
- Jeg forstår ikke hans begrundelse for at samarbejde med oppositionen, for de partier har også stemt for aftalen, der er årsag til, at han vil forlade siumut-gruppen i kommunen, siger borgmesteren til sidst.