Sydgrønlandsk skole er også ramt af skimmelsvamp
- Det er beklageligt, at afdelingen må lukkes. Vores udstyr og vores værktøj til det daglige arbejde er derinde.
Sådan lyder det fra Kristine Gedionsen, der er lærer på skolen i Nanortalik.
Undersøgelser lavet på vegne af Kommune Kujalleq har nemlig kunne konstatere skimmelsvamp i den gamle del af skolen.
Derfor har man måtte lukke både undervisningslokaler, bibliotek, lærerværelse, konsulentkontor, samt pedellers og rengøringsfolks lokaler.
I alt har 50 elever fra mellemskolen måtte flytte til andre lokaler.
Riv det ned
Ifølge Kirstine Gedionsen var der mistanke om skimmelsvamp i den gamle del af skolen, og derfor var flytningen til andre lokaler godt forberedt.
- Vi var godt forberedte, og vi fik omdelt orienteringsmaterialer, hvor vi hjalp hinanden med at samle ting og hjalp hinanden med at planlægge, så det gik godt, siger hun.
Skoleinspektør Magdaline Geraae mener, at afdelingen med skimmelsvamp skal rives helt ned - så der kan bygges nyt.
- Den kan ikke renoveres, den må nedlægges. Skimmelsvampen er omfattende, og det er så gammelt, at en renovering ikke kan betale sig. Vi må klemme os sammen, vi forventer at den rives ned, og der bygges nyt, siger hun.
Og det lyder også godt for Kristine Gedionsen, der mest af alt ser frem til normale forhold.
- Det håber vi. Det går også ud over arbejdet, når alting ændres på den her måde.
Der går 160 elever, som undervises af 22 lærere, på folkeskolen i Nanortalik. Den nyere del af skolen er ikke ramt af skimmelsvamp.
Skolen i Nanortalik er ikke den eneste skole, som er ramt af skimmelsvamp. Gennem den seneste tid har KNR skrevet flere artikler om, at både Atuarfik Kilaaseeraq i Maniitsoq og skolehjemmet i byen er plaget af skimmelsvamp.