Støtte til betjente rykker tættere på

Efter ny undersøgelse om voldsomme belastninger blandt betjente i Grønland, vil Thin Blue Line Denmark nu skabe en permanent, lokal støtteindsats.
Henrik Bertram og Stinne Ølshøj fra Thin Blue Line Denmark er i disse dage i Grønland, for at undersøge hvordan man kan skabe bedre støtte til betjente der lider af mén fra deres arbejde. Foto © : Victoria Julie Schou / KNR
17. november 2025 07:30

Tidligere på måneden udgav Thin Blue Line Denmark en undersøgelse, der viser, at hver fjerde betjent i Grønland har fået mén af arbejdet.

En efterfølgende velgørenhedsauktion har nu sikret den humanitære hjælpeorganisation for tilskadekomne politibetjente 425.930 kroner, som ubeskåret går til organisationens videre arbejde i Grønland. 

Stinne Ølshøj, direktør for Thin Blue Line Denmark, og projektleder Henrik Bertram er derfor nu i Grønland for at tage de første skridt mod en mere permanent, lokal forankret indsats.

- Vi drømmer om at lave en lokalafdeling i Grønland med en lokal forankring, med lokale frivillige kræfter, som skal løfte hele Thin Blue Line Denmark ind i Grønland, fortæller Henrik Bertram. 

Under besøget mødes de med betjente i Sisimiut, Aasiaat, Ilulissat, Kangerlussuaq og Nuuk. Formålet er at forstå behovene i de enkelte byer og lægge de første brikker til et større netværk.

Lokale netværk og grønlandske rammer

Frem mod udgangen af 2026 vil organisationen fokusere på to spor: sociale aktiviteter for betjente i Grønland og professionelle, terapeutiske tilbud, som både udføres lokalt og i Danmark.

Det sociale spor handler først og fremmest om at nedbryde isolation og skabe fællesskab mellem betjente. Uanset om de er nuværende eller tidligere politibetjente, reservebetjente eller kommunefogeder.

- Det optimale er, at der er én person i alle distrikter i Grønland, som kan være forbindelsesleddet til styregruppen inde i Nuuk, og som kan lave lokale aktiviteter i de enkelte byer for betjentene, fortæller Henrik Bertram. 

Aktiviteterne skal foregå på grønlandske præmisser. Det kan være ture ud i naturen, fælles oplevelser, noget, der bringer betjente sammen i uformelle rammer og gør det lettere at tale om de oplevelser, mange går alene med.

- Hvis man lever med PTSD, er der nogle fælles genkendelige reaktioner. For eksempel at man kan blive hurtigt vred, reagere voldsomt eller trække sig. Mange går med en følelse af, at der er noget galt med dem. Når man møder andre, der siger “det kender jeg godt”, så bliver det tydeligere, at der er en forklaring. Og så er det også lettere for os at hjælpe dem, fortæller Stinne Ølshøj.

Undersøgelsen fra Thin Blue Line Denmark viser, at 87 procent af de adspurgte oplever voldsomme hændelser mindst én til to gange om måneden. Det kan blandt andet være ulykker, selvmord, vold og seksuelle overgreb. Hændelser, der kan udvikle sig til PTSD, stress eller angst. 

21 procent af deltagerne fortæller også, at det har medført, at de isolerer sig fra sociale aktiviteter. Og for mange påvirker det også familielivet. 

Netop derfor er det opsøgende arbejde en vigtig del af den lokale forankring i Grønland, fortæller Henrik Bertram og Stinne Ølshøj. 

En anden vigtig del af indsatsen i Grønland er at udbygge de professionelle tilbud. 

Først og fremmest til betjentene og på sigt også til familier og pårørende, fortæller Stinne Ølshøj. 

- Vi har allerede gang i individuelle forløb hos både terapeuter og psykologer heroppe på både grønlandsk og dansk. Vi har også et gruppeforløb i Danmark, som vi flyver nogen af deltagere ned til. Og så har vi også nogen, der tager ud til de enkelte byer for at snakke med de lokale betjente.

Belastninger sætter spor

En anden vigtig prioritet for Henrik Bertram og Stinne Ølshøj er at nå ud til de betjente, der gennem mange år har båret store byrder, ofte uden støtte.

- Mange af de hårdeste historier, jeg har hørt, kommer fra betjente, der i årevis har været dem, der skulle tage ”tæskene” hver dag, året rundt. Grønlandske betjente langt ude i byerne, som i mange år, af mange årsager, har været underbemandet og stået alene med alt for mange sager, fortæller Henrik Bertram.

Derfor håber både han og Stinne Ølshøj, at indsatsen også når de tidligere ansatte, som ikke længere er aktive betjente. 

Det gælder både dem, der har forladt branchen med ar på sjælen, og dem, der er kommet videre i et andet arbejde, men stadig bærer rundt på oplevelser, de måske ikke ved, de kan få hjælp til.

Henrik Bertram og Stikke Ølshøj har allerede fundet de tre første frivillige, der skal være den lokale forankring: en tidligere betjent med HR-baggrund, en tidligere stationsleder med mange års erfaring og en dansk betjent på længere turnus i Grønland.

Med de første frivillige på plads og et stigende lokalt engagement håber Thin Blue Line Denmark, at arbejdet i Grønland i de kommende år kan vokse til en fast og tilgængelig støtte for både nuværende og tidligere betjente, så ingen står alene med de oplevelser, deres arbejde har efterladt dem med.