Formand for Grønlands Politiforening: “Tallene overrasker mig ikke”
At betjente i Grønland kæmper med alvorlige psykiske mén, er ingen overraskelse for Bjørn Bjerregaard, formand for Grønlands Politiforening.
Han henviser til at VIVE allerede i 2019 kortlagde, at 9,5% af betjentene ansat i politiet i Grønland, opfylder kriterierne for PTSD, mens det gjaldt for 24,3% af betjentene i kriminalforsorgen.
- VIVE-rapporten fra 2019 viste klart, at det var hårdt at være betjent i Grønland. Der var 9,5% der udviste symptomer på PTSD i Grønland, mens den i Danmark lå på 3,7%. Så allerede der kom det frem, hvad det var for nogle belastninger der var, ved at være betjent i Grønland, fortæller han.
Manglen på ressourcer presser betjentene ud af faget
En ny undersøgelse fra Thin Blue Line Denmark peger nu i samme retning.
Baseret på 134 besvarelser fra danske og grønlandske tidligere og nuværende betjente, oplever mange belastende hændelser som ulykker, selvmord og seksuelle overgreb. Mange lever med ubearbejdede traumer, højt arbejdspres og social isolation.
Og endnu en rapport på området fra VIVE, er nu på vej fortæller Bjørn Bjerregaard.
Men han frygter at den kommer til at vise det samme som i 2019. Manglen på ressourcer, som er en af de helt store udfordringer, er nemlig ikke blevet meget bedre.
- Den største udfordring, jer ser, og den bedste løsning, det er helt klart ressourcerne. Selv i beredskabet i Nuuk mangler vi ressourcer. Selvom nogle har fri, bliver de ofte kaldt på arbejde igen. Så man får ikke den frihed, man ligesom har behov for, siger Bjørn Bjerregaard.
Og det samme gælder i de mindre byer og bygder.
Når bemandingen kun tæller to betjente, er det svært nogensinde at holde helt fri. For man ved, at man er den eneste, der kan blive kaldt ind.
- Det er selvfølgelig bekymrende. Og vi ved da også godt, at der er nogle kollegaer, der har det hårdt. Og måske nogle af dem, som også er ældre i tjenesten. Som har været der i rigtig mange år og måske ikke har fået den hjælp tidligere, som der er mulighed for i dag. De kan måske have en masse med i rygsækken, siger Bjørn Bjerregaard.
Betjente stopper, før de beder om hjælp
Men selvom tallene peger på, at mange betjente i Grønland er stærkt belastet af deres arbejde, er det sjældent at de i Grønlands Politiforening modtager henvendelser om behov for hjælp. Måske fordi de fleste simpelthen når at trække stikket inden da, tror Bjørn Bjerregaard.
- Det er jo ikke nogen hemmelighed at vi har store udskiftninger, og der er desværre mange af de lokale, som stopper. Og nogle af dem stopper jo nok inden de når så langt. Jeg frygter lidt, at det er det, der gør, at folk stopper. Og så når vi ikke at hjælpe dem.
Meget tyder på, at Bjørn Bjerregaard har ret. Undersøgelsen fra Thin Blue Line Denmark viser nemlig, at hver fjerde betjent enten forlader politiet eller bliver sygemeldt på grund af mén fra arbejdet.
Han håber derfor, at politiet får flere ressourcer, så betjentene får mere frihed i hverdagen. En af hans store mærkesager er desuden lige løn og bedre ansættelsesvilkår, i håbet om at kunne fastholde flere i jobbet.
- Jeg håber at vi kan fastholde de lokale betjente. Det er jo dem, vi har mest brug for, fordi de også kan sproget. Og det er blandt andet også derfor en af mine store kampe er lige løn og ansættelsesvilkår.
Den kamp ser heldigvis ud til snart at være slut. Efter fire års ventetid, landede der nemlig sidste år en ny overenskomst, der betyder at de grønlandske ansatte fra april 2026, gerne skal få det samme i løn som deres kollegaer i Danmark.
Politiforbundet sætter fokus på arbejdsskader og trivsel
Bjørn Bjerregaard fortæller også, at man inden for Politiforbundet har nedsat et udvalg som beskæftiger sig med sociale forhold og arbejdsskader, med medarbejdernes deltagelse.
- Fra vores forenings side samarbejder vi med Politiforbundet i Danmark om at tage disse spørgsmål op. Også politisk og fra arbejdsgivers side bliver der i øjeblikket arbejdet meget intenst med sagen, forklarer han.
Fremadrettet håber han derfor at der både kommer flere betjente, og at man kan sikre at de betjente, der allerede er blevet ramt, får adgang til psykologhjælp og behandling. Og måske i højere grad, end det der tilbydes i dag. Men indtil da, skal man ikke tøve med at kontakte Grønlands Politiforbund, hvis man har brug for hjælp, understreger han.
- Hvis nogle af vores ansatte eller medlemmer føler, at de har brug for hjælp, håber vi naturligvis, at de henvender sig til os – enten direkte eller gennem deres ledere. De kan altid kontakte os, så vi kan støtte dem og hjælpe dem videre, siger Bjørn Bjerregaard.