Siumut er usikker: Skal Grønland med i Parisaftalen?
I dag skal Inatsisartut stemme om, hvorvidt Grønland skal med i Paris-aftalen, men Siumut ved endnu ikke, om de stemmer for eller imod.
Det er ellers Naalakkersuisut selv, der fremlægger beslutningsforslaget. Og Siumut er den ene halvdel af Naalakkersuisut.
- I Siumut synes vi, at der er mange uafklarede spørgsmål, og at der er mange informationer, der skal være afklarede. Vi er usikre på, hvorvidt Grønlands muligheder bliver begrænsede af at blive en del af aftalen, siger Mala Høy Kuko, der er formand for Miljøudvalget i Inatsisartut.
Naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø Kalistat Lund fra Inuit Ataqatigiit, har sendt beslutningsforslaget til Inatsisartut på vegne af naalakkersuisut. For Naalakkersuisut vil - i hvert fald på papiret - tilslutte sig den internationale Parisaftale, så Grønland bliver et af de lande, der kæmper for at begrænse klimaforandringer.
Siumut mener dog, at de økonomiske konsekvenser ved at tilslutte sig Parisaftalen ikke er tydelige nok.
- Vi er usikre, fordi vi mangler oplysninger. Vi har et inderligt ønske om en grundig behandling af beslutningsforslaget i udvalget, siger Mala Høy Kuko.
Usikker trods ny rapport
Naalakkersuisuts beslutningsforslag bygger ellers på en ny rapport, der vurderer konsekvenserne af, at Grønland indtræder i Parisaftalen.
I rapporten fremgår det, at Grønland kan tilslutte sig Parisaftalen uden at være forpligtet til at mindske CO2-udledningen lige så meget som Danmark.
Samtidig er det muligt for Grønland at udelade nogle sektorer ved indtrædelsen i Parisaftalen. Man kan for eksempel sige, at udvinding af råstoffer og fiskeri ikke skal indgå i Grønlands mål for at reducere CO2-udledningen.
- Vi kan udelade råstofområdet de første 10-15 år, og på samme måde kan vi udelade fiskeriet. Til den tid vil der være nemmere adgang til miljøvenlig energi, har naalakkersuisoq Kalistat Lund tidligere sagt til KNR.
Alligevel står de økonomiske konsekvenser ikke tydeligt nok for Siumut.
- Vi respekterer jo, at konsekvenserne står i rapporten, men vi tænker i Siumut, at vi på vegne af befolkningen er nødt til at afdække og forstå forslaget. Derfor ønsker vi, at forslaget skal behandles i udvalget, siger Mala Høy Kuko.
Har altid været skeptisk
Det er ikke nyt, at Siumut er skeptisk overfor Parisaftalen.
Danmark skrev under på aftalen i 2016, og dengang valgte Grønland at stå udenfor, fordi man blandt andet var bekymret for, at den økonomiske udvikling i landet ville blive begrænset af klimahensyn. Grunden var et ønske om at opbygge en stor mineindustri, som ville skæppe godt i landskassen, men samtidig føre til en større udledning af drivhusgasser.
Det vil de først gøre, når de er blevet formelt optaget i Parisaftalen.
I november 2021 meldte formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), dog ud, at Grønland ønskede at tiltræde Parisaftalen.
Men den plan røg i vasken, da IA skiftede Naleraq ud med Siumut som koalitionspartner for et år siden.
Siumut har nemlig hele tiden været skeptisk over at indtræde i Partisaftalen – også i dag, hvor forslaget skal førstebehandles i Inatsisartut.
- Vi har et inderligt ønske om en grundig behandling i udvalget, siger Mala Høy Kuko.
Stemmer et flertal for, vil Grønland, ifølge Kalistat Lund, først kunne indtræde i aftalen til efteråret.