SIK om fyring af kinesere på fiskefabrikker: God beslutning
Risikoen for, at ansatte på Royal Greenlands fabrikker i Maniitsoq og Ilulissat bliver smittet med corona-virus - eller bliver væk fra arbejde i frygt for det - er reel.
Det mener fagforbundet SIK, som støtter Royal Greenlands beslutning om, at ni ansatte fra Kina ikke foreløbig kan vende tilbage til deres job i Grønland.
LÆS OGSÅ Royal Greenland til ansatte: Bliv i Kina
- Jeg tror, at det er en god beslutning. For det første skal der være tryghed blandt medarbejderne. Men det er ikke kun det; vi skal også tænke på, at befolkningen skal kunne være tryg, siger SIKs formand, Jess G. Berthelsen.
Ingen af de kinesiske ansatte er bekræftet smittede med corona-virussen. Men der kan ikke tages nogen risiko for, at sygdommen skulle komme til Grønland, mener SIK-formanden.
- Hvis vi bliver ramt, må vi også vurdere, om sundhedsvæsenet er overhovedet er klar til det, siger Jess G. Berthelsen.
Epidemikommissionen og Landslægen har dog meddelt, at beredsskabet i Grønland er klar, hvis den smitsomme sygdom skulle nå landet.
Landslægen siger til KNR, at han ikke vil blande sig i, om selskaber som Royal Greenland beder sine ansatte om ikke at komme tilbage fra Kina.
Behov for at hjælpe både grønlandske og kinesiske ansatte
De kinesiske medarbejdere hos Royal Greenland har arbejdet flere år i Grønland. To af dem i Maniitsoq og de syv andre i Ilulissat.
Medarbejderne rejste til Kina for at fejre det kinesiske nytår i slutningen af januar, hvor spredningen af conora-virussen begyndte at sprede sig.
Ifølge Royal Greenlands HR-soucchef, Søren Damgaard Olsen, har selskabet drøftet situationen med landslægen, men beslutningen er truffet alene af selskabet.
Det er dog ikke umuligt, at de ni kinesiske ansatte igen får arbejde hos Royal Greenland, oplyser Søren Damgaard Olsen.
- Vi har sagt til dem, at vi følger udviklingen tæt. Vi vil holde tæt kontakt med de ni mennesker, og så snart virussen forhåbentlig går i sig selv, så tager vi fat i dem og spørger, om de stadig er interesserede i at komme til Grønland.
Jess G. Berthelsen vil ikke oplyse, hvorvidt de ni kinesiske ansatte hos Royal Greenland er medlem af SIK. Men, siger han:
- Hvis de er medlem i SIK, skal vi selvfølgelig sørge for, at de ikke mister noget.
LÆS OGSÅ Coronavirus holder Royal Greenland-medarbejdere i Kina
Omvendt ser han gerne, at de nu ledige stillinger på de to fiskefabrikker bliver besat af grønlandsk arbejdskraft.
- Vi ønsker altid, at arbejdspladser bliver bemandet af hjemmehørende.
En ny opgørelse fra Grønlands Erhverv viser, at fiskeriindustrien i Grønland i 2019 manglede 333 medarbejdere - svarende til næsten en fjerdel af alle stillinger i branchen.
- Jeg håber, det skal lykkes med at ansatte grønlandske medarbejder. Vi vil gerne hjælpe til fra SIKs side.
Hos Grønlands Erhverv ønsker man ikke at kommentere på Royal Greenlands besutning.