Coronavirus holder Royal Greenland-medarbejdere i Kina

Aflyste fly til og fra Kina forhindrer syv kinesiske arbejdere i at nå frem til Royal Greenlands fabrikker i Grønland.
Virusudbruddet i Kina har fået SAS til at aflyse flyvninger til og fra Kina. Det betyder, at syv medarbejdere fra Royal Greenland ikke kan komme tilbage på arbejde efter deres ferie. Arkivfoto. Foto © : Inga Egede/Royal Greenland
05. februar 2020 05:59

Syv Royal Greenland-medarbejdere er fanget i Kina på grund af coronavirus, oplyser fiskerigiganten til KNR. Fem af dem skal arbejde i Ilulissat, og to af dem skal arbejde i Maniitsoq.

De syv kinesere har været på ferie i Kina, og de skulle have været tilbage i Grønland nu for at arbejde på Royal Greenlands fabrikker. Men udbruddet af coronavirus forhindrer dem i at komme tilbage til arbejdet.

Coronavirus
- Det første tilfælde af den nye coronavirus er sporet til den 8. december sidste år.

- Udbruddet af sygdommen begyndte hos personer, der havde været på et fiskemarked i den kinesiske by Wuhan, hvor der er også er fundet spor af smitte.

- WHO erklærede 30. januar 2020 udbruddet for en folkesundhedsmæssig krise af international betydning.

- Coronavirus smitter fra person til person ved kontakt og bliver sammenlignet med sygdommen SARS.

- Der er registreret knap 21.000 personer, der er smittet med coronavirus.

- Coronavirus er registreret i 26 lande ud over Kina, blandt andet i Sverige.

- 427 personer er døde af coronavirus, et dødsfald er sket i Filippinerne, de resterende 426 dødsfald er sket i Kina.

- Ti danskere er blevet evakueret til Danmark fra den virusramte Hubei-provins. To er blevet sat i hjemmekarantæne på grund af en vurdering om høj risiko for smitte.

Kilde: Statens Serum Institut, Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol, DR

- Vi kan være glade for, at det er lavsæson nu. Det vil sige, at vi kan løse det på andre måder. Vi oplever ikke de store konsekvenser, siger kommunikationschef i Royal Greenland, Inga Dora Markussen.

På grund af lavsæsonenen er der ikke meget at lave lige nu, men de kinesiske medarbejdere kan tage ekstra timer på fabrikken, når de kommer tilbage. 

SAS forlænger aflysninger

Årsagen til, at kineserne ikke kan flyve tilbage til Grønland er, at flyselskabet SAS torsdag 30. januar valgte at aflyse alle afgange til og fra Kina frem til 9. februar.

Og i en meddelelse tirsdag har SAS valgt at forlænge aflysningerne frem til 29. februar.

LÆS OGSÅ Beredskab aktiveret: Vi er forberedt, hvis virussen kommer til Grønland

Der er endnu ingen begrænsninger på flyvninger til og fra Grønland i forbindelse med sygdomsudbruddet, oplyste Epidemikommissionen i weekenden.

Men situationen og anbefalingerne fra Verdenssundhedsorganisationen WHO bliver fulgt nøje.

Indtil videre er der registreret knap 21.000 smittede og 427 dødsfald på grund af coronavirus.

Og medarbejderne i Royal Greenland er bekymrede for virussen:

- Da vi hørte om virussen først, og vi ikke vidste så meget, som vi ved i dag, var der naturligvis bekymringer blandt medarbejderne. Man fik jo indtryk af, at det er en meget, meget smitsom og dødelig virus, siger Inga Dora Markussen.

- Jeg vil bare understrege kraftigt, at vi er i tæt samarbejde med landslægeembedet. Så ingen skal være bekymrede, siger hun. 

Fiskerivirksomheder følger situationen

De to fiskerivirksomheder Polar Seafood og Royal Greenland holder et vågent øje med udviklingen i Kina af hensyn til deres omsætning. Til Sermitsiaq.AG siger bestyrelsesformand i Polar Seafood, Henrik Leth, at der er en bekymring over situationen, men at det for tidligt at sige, om det får konsekvenser for virksomheden.

LÆS OGSÅ Kina indrømmer problemer i håndtering af coronavirus

Også administrerende direktør i Royal Greenland, Mikael Thinghuus, er opmærksom på, at situationen kan påvirke virksomhedens store marked i Kina, men at det endnu er for tidligt at sige noget om, siger han til fødevarewatch.dk.