Selskaber kræver forklaring på Thule-kontrakt

Dansk Industri gik mandag til møde i Udenrigsministeriet side om side med Greenland Contractors A/S og Copenhagen Arctic. Selskaberne forlanger en forklaring efter service-udbuddet på Thule Air Base.
Udenrigsministeriet i København Foto © : Jørgen Skytte/um.dk
11. november 2014 12:27

KØBENHAVN: Det var med krav på en forklaring, at firmaerne Greenland Contractors A/S og Copenhagen Arctic A/S sammen med brancheorganisationen Dansk Industri mandag gik til møde i det danske Udenrigsministerium.

Selskaberne ønskede svar på, hvordan selskabet Exelis Services A/S - et dansk-registreret datterselskab til det amerikanske Vectrus A/S - har kunnet vinde servicekontrakten på 411 millioner dollars for vedligeholdelse af Thulebasen efter en udbudsrunde hos USA’s luftvåben. Et udbud begge selskaber har budt på sammen med entreprenørfirmaet Per Aarsleff A/S. 

Læs også Dyrt at miste servicekontrakten i Pituffik

Ifølge adm. direktør for Greenland Contractors, Peter Kofoed, er reglerne for udbuddet nemlig tolket meget bredt: En forsvarsaftale mellem Danmark/ Grønland og USA påpeger, at det skal være et dansk/grønlandsk firma, der servicerer den amerikanske base. Og da Exelis Services A/S blot er registreret med en postadresse hos et advokatfirma i Hellerup, har det danske Udenrigsministerium og Grønlands Selvstyre muligvis ikke forklaret reglerne godt nok over for amerikanerne, mener direktøren.

- Det er åbenbart blevet tolket forskelligt forskellige steder. Og man kan jo sige, at når udfaldet bliver sådan, så er forarbejdet ikke gjort godt nok, siger Peter Kofoed til KNR.

Kritik for at nøle

Ligesom den tidligere bestyrelsesformand for Greenland Contractors A/S, Vagn Andersen, kritiserer direktør Peter Kofoed Formandens Departement i Selvstyret for at have reageret for sent og for langsomt i sagen om udbuddet.

Det sker, selv om Greenland Contractors A/S “i god tid” udtrykte bekymring for at miste kontrakten til amerikanerne - og dermed også arbejdspladser og stor skatteindtægt til Grønland. 

Læs også Politisk enighed omkring tab af Pituffik-servicekontrakt

- Vi har gjort det samme, som vi har gjort ved de tidligere udbud (på servicekontrakten på Thule Air Base, red.): At vi i god tid, inden udbuddet er kommet, har gjort såvel Udenrigsministeriet i Danmark og Selvstyret i Nuuk opmærksomme på den her problemstilling for at sikre, at ikke mindst det grønlandske samfund fik udbytte af, at man havde en base i Grønland, siger Kofoed.

- Hvordan er I blevet taget imod fra Udenrigsministeriet og Selvstyrets side?

- Vi har i forløbet kun fået relativt korte tilbagemeldinger gående på, at man var opmærksom på, at der var et problem. Og vi har fra Selvstyrets side fået at vide, at det ville man arbejde på at sikre, at grønlandske interesserer fortsat blev varetaget.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Udenrigsministeriet, mens Dansk Industri ikke ønskede at kommentere på sagen efter mødet.